Undervisningsminister Merete Riisager deltager igen i år i hyldesten af de 25 dygtige lærlinge fra hele landet. ‌

KØBENHAVN: Lastvognsmekaniker Martin Rod Jespersen fra Skagen er blandt prismodtagerne, når ML-Prisen 2018 uddeles torsdag den 27. september i København. Undervisningsminister Merete Riisager deltager igen i år i hyldesten af de 25 dygtige lærlinge fra hele landet. ‌

Det er 16. år i træk, at Metalindustriens Uddannelsesudvalg uddeler ML-Prisen til 25 af metalindustriens dygtigste lærlinge. Prisoverrækkelsen, der er en af de vigtigste hyldester af faglærte, finder sted den 27. september i Den Sorte Diamant i København.

Foruden de dygtige nyuddannede svende er deres familier, mestre og faglærere også inviteret med til den store fejring.

Alle 25 prismodtagere har skilt sig ud med et højt fagligt niveau, men de sociale kvaliteter vægtes også højt i udvælgelsen. Derfor er det et fællestræk for Martin og de øvrige prismodtagere, at de, udover at have opnået topkarakter til svendeprøven, også er gode kammerater og kolleger.

Både skole og virksomhed skal indstille.

Martin har gået på TECHCOLLEGE og været i lære hos Automobilfirmaet Im. Stiholt. Han er blevet indstillet til prisen af skolen og virksomheden i fællesskab. I indstillingen lyder det blandt andet:

- Martin sætter en ære i den faglige stolthed. Han bruger fagteorien til at løse komplekse opgaver i værkstedet og udfører altid sine opgaver med seriøsitet og præcision. Martin er ekstremt venlig og tjenestevillig, og så udviser han godt kammeratskab både over for kolleger og klassekammerater.

Selv giver Martin følgende bud på, hvorfor netop han har skilt sig ud blandt de mere end 270 indstillede:

- Jeg brænder for mit fag, og jeg har kæmpet hårdt for at blive rigtig dygtig. Ingen dage er ens på værkstedet, og det er meget motiverende for mig. Man kan sige, at jeg har fundet min rette hylde.

Undervisningsminister Merete Riisager deltager igen i år i arrangementet og vil sammen med formand for Metalindustriens Uddannelsesudvalg og erhvervsuddannelseschef i DI, Lone Folmer Berthelsen, og forbundssekretær i Dansk Metal og næstformand i Metalindustriens Uddannelsesudvalg, Kasper Palm, overrække statuetter og diplomer til prismodtagerne og hver især holde tale.

ML-Prisen 2018 kan følges via livestreaming fra Industriens Uddannelsers Facebookside ca. fra kl. 10.30: https://www.facebook.com/IndustriensUdd/

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...