Skagen Bio’s sommerprogram byder i næste uge på to nye amerikanske film.

Tirsdag eftermiddag, 30. juli, er der premiere på Disney’s nye udgave af Løvernes Konge.

I filmen transporteres vi til den afrikanske savanne, hvor en kommende konge, Simba, fødes.

Simba forguder sin far, kong Mufasa, og tager gladeligt sin skæbne som kronprins til sig.

Men det er ikke alle i kongeriget, der glæder sig over den lille ny. Scar, Mufasas bror og tidligere arving til tronen, har sine egne planer.

Kampen om Kongeklippen ender i forræderi og tragedie, og Simba må se sig forvist fra sit hjem.

Med hjælp fra et par spøjse, nye venner må Simba nu forsøge at blive voksen og tilbageerobre det, der retmæssigt er hans.

Takket være banebrydende filmteknikker vækkes de folkekære figurer i filmen til live på en helt ny måde.

Komedie

Tirsdag aften vises den amerikanske komedie The Sisters Brothers.

Filmen er instrueret af den franske instruktør Jacques Audiard, og den er hans første decideret morsomme film.

Scenen i filmen er sat i 1850’ernes vilde vesten, hvor brødrene Charlie (Joaqin Phoenix) og Eli (John C. Reilly) Sisters arbejder som håndlangere for en tvivlsom og magtsyg gangster, kendt som Kommandøren.

Folk ved, at når the Sisters Brothers melder deres ankomst, så falder der hoveder. Det er også hensigten, da Kommandøren sender dem på jagt efter guldsøgeren Hermann Kermit Warm (Riz Ahmed), der angiveligt skylder ham penge.

Til at hjælpe sig har de privatdetektiven John Morris (Jake Gyllenhaal), men da Morris’ vej krydser Warms, kommer han i tvivl om opgavens legitimitet – ikke mindst da Warm introducerer ham for sin potentielt indbringende opfindelse.

Og så er spillet pludselig fuldstændig åbent.

Filmen vises kun denne ene gang.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...