Når Skagen Marathon skydes i gang på lørdag, er der otte unge mennesker, som allerede har leveret en stor præstation. De har på otte uger trænet sig op til at kunne gennemføre løbet uden på forhånd at have erfaring med løb og motion

For otte unge er lørdag den 5. oktober en særlig dag. For to måneder siden havde de ingen erfaring med løb eller motion. På lørdag stiller de op til Skagen Marathon med det klare mål at løbe enten 5, 10 eller 21 km. De unge, der af forskellige årsager endnu ikke er kommet i gang med job eller uddannelse, deltager i et løbeprojekt, der har givet dem mod og lyst til at løbetræne. Jakob S. Johnsen, der er uddannet løbetræner og partner i advokatfirmaet HjulmandKaptain, kontaktede i sommer Frederikshavn Kommune for at tilbyde frivilligt arbejde med en gruppe unge i et løbeprojekt op til Skagen Marathon.

”Jeg elsker at løbe. Det giver så meget både mentalt og fysisk. Man får styr på tankerne, man oplever naturen, og man opnår hurtigt målbare resultater, hvilket er motiverende og brugbart også i andre sammenhænge. Derudover giver løb også et godt socialt fællesskab. Jeg vil gerne give lidt af den glæde videre til andre – og forhåbentlig kan det, de unge opnår ved at deltage, også bruges i andre sammenhænge i deres liv. De unge har været meget åbne og er gået til den til træningen. Og så har vi også haft det sjovt med hinanden undervejs. Det har været en fornøjelse for mig at være med.”

- Vi er alle kommet i bedre form

De unge, der er tilknyttet Ungeenheden, blev præsenteret for løbeprojektet, og otte af dem tog i mod tilbuddet. Der er ingen krav om løbeerfaring, eller at man er i god form, og de fleste af de unge havde ingen erfaring med løb og motion på forhånd. Jakob S. Johnsen har lavet et personligt løbeprogram til hver enkelt

af de unge, og hele gruppen har trænet med Jakob og fire frivillige medarbejdere fra Ungeenheden hver mandag aften. De fire frivillige tilbyder de unge en ekstra træning hver torsdag, og de følger op på de unge med sms før løbetræning og snakke om, hvordan det går med træningen. De oplever, at de unge udvikler sig gennem løbetræningen – både fysisk, mentalt og socialt.

De unges udsagn om, hvad løbetræningen betyder for dem:

”For mig har løbetræningen givet mig fornyet energi både fysisk, men også psykisk. Ja, det er til tider hårdt og trælst, men det at finde styrke til lige at gå det sidste og gennemføre, er da for fedt.”

”Det startede som ethvert forsøg på at leve sundere. Til slut blev det altid: - Tak for i dag, vi ses til næste træning”.

”Løbeholdet er super godt at være med på. Det er motiverende at være i godt selskab, hvor alle støtter op om hinanden - uanset niveau. Vi er alle kommet i bedre form, personligt har det hjulpet meget psykisk og opbygget selvtillid/selvværd.”

FAKTA

Jakob S. Johnsen er initiativtager til løbeprojektet og frivillig løbetræner for holdet

Løbeprojektet startede 5. august 2019 og kulminerer ved Skagen Marathon 5. oktober 2019

Der er pt tilmeldt fem unge til 5 km / en til 10 km / to til 21 km

Rotary Frederikshavn City Morning har sponsoreret løbesko, og Diadora sponsoreret løbetøj til de unge

Skagen Marathon støtter med deltagergebyr for de unge

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...