Plejeboligerne i Skagen og Aalbæk fik sig en glædelig overraskelse torsdag formiddag. Det var Lions Club Skagen, der ville påskønne det store arbejde personalet yder i denne tid, samt en lille opmuntring til beboerne.

Derfor havde Lions fået fremstillet flotte gavekurve med lækkerier fra Menu i Skagen til plejeboligernes personale og små fine chokoladeæsker fra Borups Lækkerier i Aalbæk til alle beboerne i de 5 plejecentre.

Donationen fra Lions blev taget godt imod på plejecentrene på Lindevej, Drachmannsvænget, Ankermedet, Aalbæk og Bofællesskabet på Kirkevej.

På Drachmannsvænget var Preben Højlund, præsident i Lions Club Skagen og Michael Levin, past præsident mødt op for at overrække donationerne fra Lions. Da beboerne ikke må få besøg på grund af coronaen, blev overrækkelsen foretaget udenfor til en repræsentant for plejeboligen.

- Vi har i Lions tænkt, at både beboerne og personale skulle have en lille opmuntring, i denne svære tid. Derfor har vi fået lavet chokoladeæsker til beboerne, en til hver. Til personalet har vi gavekurve som I kan muntre jer med, men lad nu være med at spise det hele på en gang, sagt med et smil fra Preben Højlund og Michael Levin,

På vegne af Drachmannsvænget modtog planlægger Heidi Westergaard, donationen fra Lions.

- Det er helt fantastisk med gaverne fra Lions. En rigtig pæn tanke overfor beboerne, som lider megen afsavn de her dage, hvor de ikke kan få besøg af deres familie. Det bliver til et lille kig ind gennem vinduerne. Det er rigtigt hårdt for mange og også for de pårørende. Gaverne er med til at holde humøret højt. På vegne af beboerne og personale vil jeg sige tak til Lions Club Skagen for donationen, sagde Heidi Westergaard.

Fra Helle Hartmann Thorsen, leder på Bofællesskabet på Kirkevej, kom der også en stor tak til Lions Skagen:

- Tusind tak til Lions Skagen, for lækkerierne til beboerne og personalet på Bofællesskabet på Kirkevej. Hvor er det dejligt at få sådan en opmuntring.

Lions Club Skagen startede sin virksomhed i 1965. Klubbens virkeområde er Skagen området, hvor der ydes humanitær hjælp af forskellig art. Klubben arrangerer også kulturelle begivenheder, som skal skabe indtjening til de donationer der ydes og det er blevet til mange gennem årene.

Af kulturelle begivenheder har Lions tre store arrangementer om året. Salg af tulipaner er en forårsaktivitet. I år er der blevet solgt omkring 100 buketter. Coronaen har sat en stopper for sommerarrangementet Turistfiskeauktionen. Det plejer at tiltrække mange gæster.

Lions store julelotteri, hvor der sælges lodsedler, er klubbens store indtægtsgivende arrangement. Alle 3 arrangementer er givtige for Lions Club Skagen og er med til, at der kan deles donationer ud til humanitære formål.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...