SKAGEN: Skagen Bio byder i den kommende tid på tre nye og vidt forskellige film.

Søndag eftermiddag, 15. september, er der premiere på animationsfilmen Toy Story 4.

Woody har altid følt sig sikker på, hvad hans plads i verden var, og at hans formål er at tage sig af sit barn, om det så er Anders eller Bolette.

Så da Bolettes nye, hjemmelavede stykke legetøj, Gafli erklærer, at han er skrald og ikke legetøj, påtager Woody sig ansvaret for at vise Gafli, hvorfor han bør stå ved, at han er et stykke legetøj.

Men da Bolette tager hele gruppen med på familieferie i en autocamper, bliver Woody ført ud på en uventet omvej, hvor han blandt andet genforenes med sin gamle, forsvundne ven Bodil. Efter flere år på egen hånd står Bodils eventyrlyst og omrejsende liv i skarp kontrast til hendes skrøbelige porcelænsydre.

Woody og Bodil indser, at de ser meget forskelligt på, hvad livet som legetøj bør rumme, men det viser sig hurtigt at være den mindste af deres bekymringer.

Action

Onsdag aften 18. september vises den amerikanske action-film Angel has Fallen.

I den er

Gerard Butler tilbage som den hårdtprøvede og hårdtslående Secret Service agent, Mike Banning!

I filmen beskyldes Banning for at stå bag et mislykket mordforsøg på den amerikanske præsident (Morgan Freeman) og må derfor undslippe både FBI og sine egne kolleger for at finde frem til den egentlige trussel mod præsidenten.

Ud af ren desperation må Banning finde sig en usandsynlig allieret – sin egen far (Nick Nolte) – for at rense sit navn og forhindre et større terrorangreb på præsidenten.

Spansk drama

Torsdag aften 19. september vises det spanske drama Smerte og Ære.

Instruktøren Pedro Almodóvar er med filmen tilbage med endnu et mesterværk, der kombinerer humor med alvor og en unik farveskala, som kun han kan.

Filminstruktøren Salvador Mallo spillet af Antonio Banderas har nydt stor succes i livet og nu skal hans nyrestaurerede hovedværk have repremiere.

Samtidig plages han af diverse lidelser og endnu mere af følelsen af tomhed. Hvad betyder en flot karriere i forhold til resten af livet og hvorfor skal man underkaste sig prætentiøse interviews og trættende smigrer?

I jagten på livets mening drømmer Salvador sig tilbage til barndommen, fattig på penge, men rig på kærlighed fra hans viljestærke mor (Penelope Cruz). Han mindes drengeårenes narrestreger og det første strejf af seksuelt begær.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...