Vi er vilde med løbet og så klar til næste etape i Karup

ØSTERVRÅ: Halvvejs igennem Landsbyløbets otte etaper er det vist på sin plads at slå fast – det familievenlige løb har for alvor bidt sig fast – også selv om vejret var pænt friskt, så havde rigtig mange fundet vej til Østervrå.

Landsbyløbets fjerde etape af otte bekræftede arrangørerne i, at borgerne i Frederikshavn Kommune, og enkelte fra andre kommuner, er vilde med løbet, som appellerer til alle aldre. Deltagerne kommer holdvis, alene eller i forskellige familiekonstellationer. Måske er det far og datter, der løber, mens mor og lillebror går hyggeturen – eller omvendt. Flere ægtepar kører MTB og en del skolebørn snupper løbeturen på 5 km., og her var Torslev Skole flot repræsenteret tirsdag aften. Der var løbere på halvmarathon og 10 km, men slet ikke nær så mange, som for to år siden – nu er det MTB’erne, der er i overtal.

På sidelinjen har mange af deltagerne familiemedlemmer, der giver opmuntrende tilråb på udturen og lige inden målstregen. Bagefter bliver der hygget i målområdet med pølser, kage, frugt, saft, øl, vand og kaffe.

Tirsdag aften blev Hyggecyklisterne sendt afsted, da alle de hurtige MTB’ere med både stram og slap kæde havde sat kursen ud mod de bakkede og sandede spor. Blandet deltagerne på Hyggeholdet er nr. 847 Hanne Andreasen og nr. 1350 Inge Rasmussen. Det er første gang Hanne skal prøve kræfter med Landsbyløbet, overtalt af søster Inge, som har været med et par gange.

- Det er aldrig for sent at prøve noget nyt, siger Hanne, som er lidt spændt på turen.

Søster Inge er klar med opmuntrende kommentarer om, at det nok skal gå. To timer senere er de tilbage med friske røde kinder.

- Det gik godt, selv om vinden var lidt hård at komme op imod, indrømmer Hanne og Inge, der imidlertid har fået blod på tanden, næste gang skal vi prøve gåturen.

Formand for Landsbyløbet Søren B. Sørensen er en glad mand, også selv om han lige har fået sin sag for i tilmeldingen, hvor der var pres på lige til det sidste.

- Vi har fået forhåndstilmelding fra 384, og en hel del flere har sluttet sig til dem på selve løbsaftenen, oplyser formanden.

Han glæder sig over den store opbakning, der har været til de første fire aftener, og kan her halvvejs konstaterer, at Landsbyløbet er en rigtig god ide, som også trækker deltagere, der bor udenfor kommunegrænsen.

- Jeg vil også gerne rose værtsbyerne, som alle har gjort rigtig meget ud af det, naturligvis efter de ressourcer, der har til rådighed, men det er tydeligt, at de alle har ønsket at gøre deres bedste, lød det anerkendende fra Søren B. Sørensen.

Han er heller ikke i tvivl om, at ideen med start og slut i samme by er rigtig god.

- Det fungerer rigtig godt, og så har vi også sparet en del udgifter, bl.a. til bustransport, understreger formanden.

Hele aftenen blev gennemfotograferet af fire fotografer fra den lokale forening PixlArt, og bagefter kunne alle se billederne i det mobile galleri PixlBox, og det var en kæmpe succes, som mange benyttede sig af.

Sidste etape inden sommerferien går til Karup den 4. juni, så holder Landsbyløbet sommerferien frem til 20. august, hvor turen går til Gærum, og slutspurten sættes ind i Strandby den 27. august. ÅB

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...