28 værelser i hovedbygningen er blevet renoveret

SKAGEN: I den traditionsrige hovedbygning på Ruths Hotel har værelserne været igennem en større renoveringsproces.

De fremstår nu moderne og stilfulde med charmen intakt, hvor hotellets historie og den omgivende natur har været en inspirationskilde.

Lokale håndværkere har gennem tre måneder arbejdet med den omfattende renovering, og i alt er 28 værelser blevet renoveret.

Hermed er samtlige dobbeltværelser og suiter i hovedbygningen nu moderniserede.

I processen med at finde frem til det rette udtryk på værelserne har der hele vejen været fokus på, at hotellets karakteristiske atmosfære bevares, så der herved fortsat tilbydes en hoteloplevelse, der lever op til forventningerne til et traditionelt badehotel.

Ruths Hotel er et populært rejsemål hele året rundt, men er lige nu lukket delvist ned - frem til 10. maj 2020 - på grund af Corona-krisen.

- Vi er særdeles tilfredse med det endelige resultat. Vi har virkelig fået vores badehotels-sjæl helt frem, inspireret af naturen i og omkring Gl. Skagen. Himlen, havet og naturens farver spiller en stor rolle på de nyrenoverede værelser, siger direktør for Ruths Hotel, Tom Boye.

Værelserne er blevet totalrenoveret.

Alt fra klinkerne på badeværelset og farven på væggene til gardiner, møblement og det øvrige interiør. Der er også tænkt kreativt i forhold til at udnytte de enkelte værelses særpræg og naturlige lysindfald.

Alle værelser har fået et helt nyt design mod fokus på kvalitet og komfort.

Via farvevalg og de hvide træpaneler langs væggene er der tydelige referencer til stilen fra et klassisk badehotel.

For de mange stamgæster såvel som førstegangsbesøgende vil værelserne derfor blive oplevet som klassiske, traditionelle med en ekstra dimension af nytænkning, æstetik og friskhed.

- Der er ekstraordinær stor efterspørgsel til den kommende sommersæson, og vi ser frem til at byde velkommen til en oplevelse, der lever op til de høje forventninger, som vores gæster har til Ruths Hotel, siger Tom Boye.

hof

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...