Paolo Nani og Kristján Ingimarsson: ”Kunsten at dø” kan ses på Kulturhus Kappelborg 14, februar 19.30. Teaterstykket er på en nordjysk turne. Nordjyske Stiftstidendes anmelder Otte Pretzmann har således set forestillingen i Arden og gav den fem stjerner

Anmelderen skrev blandt andet:

- Egentlig bør det altså ikke forundre, at de to scenekunstnere Paolo Nani og Kristján Ingimarsson tager døden op i deres klovneforestilling ”Kunsten at dø”. Melankoli og vemod kender vi også til fra Charlie Chaplin og Buster Keaton.

Det er ikke tilfældigt, at jeg bringer disse navne ind i sammenhængen, for de to ordløse artister er i mesterklasse, og krops- og tingssprog florerer i deres virtuose forestilling. Jeg skal lige skynde mig at fortælle, at den er meget morsom.

Samtidig er den tilgængelig for alle aldersgrupper, og i Arden Kulturhus tirsdag var der en del fornøjede børn til stede.

Scenen er indrettet, så den vender både forud og bagud og derfor åbner mulighed for at følge klovnerne under deres omklædninger og måltider. Det var udnyttet med finesse, ikke mindst fordi de medvirkende var samstemte til mindste detalje i de talrige krævende stunts.

Emnet for forestillingen kunne måske invitere til sentimentale klicheer, men dem var der ingen af i ”Kunsten at dø”. Anvendelsen af Webbers ”Pie Jesu” og Puccinis ”E lucevan le stelle”, som Cavaradossi fremfører i Tosca før dødsdommen eksekveres, var uhyre præcist doseret.

Det hører til sjældenhederne, at man har lejlighed til at opleve så unikt og højt artistisk niveau som de to scenekunstnere leverer i ”Kunsten at dø”.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...