SKAGEN: Den lokale malergruppe KRAPLAK44 inviterer d. 8/2 kl. 14.00 til fernisering på årets udstilling på 2. salen på Kappelborg, hvor alle er velkomne. Årets udstilling har ikke et fælles tema, men fortæller om naturoplevelser, lokale mindesmærker og mennesket i hverdagen.

Udstillingen er arrangeret af Kulturhus Kappelborg i samarbejde med KRAPLAK44, der ligesom mange andre lokale foreninger holder til i lokalerne på Kappelborg. At huset rummer mange forskellige foreninger gør det naturligt og nemt at indgå i samarbejder på tværs, hvilket den kommende udstilling er endnu et eksempel på.

Gruppen siger selv om årets udstilling:

- Som udgangspunkt søgte vi nye inspirationskilder i poesiens verden. Undervejs i processen gav digtene anledning til associationer, der rakte ud over temaet. Derfor har vi i år ikke et fælles tema. Vi er primært kolorister, ikke bange for farver. Måske er det kulørerne, der holder vinterdepressionerne fra døren. Vores malerier er let tilgængelige, for selvom vi har hver vores stil, så er vores motiver figurative. Man kan se hvad det forestiller.

- Udstillingen er vigtig for os, ikke bare med hensyn til salg, men gæsternes interesse og kommentarer inspirerer til det fortsatte arbejde med nye malerier. Vi glæder os meget og håber der kommer mange gæster til ferniseringen fredag d. 8. februar kl. 14.00. Vi er parate med et lille glas og en hyggelig snak.

OM KRAPLAK44:

KRAPLAK44 består af lokale kunstnere, som alle har forskellige figurative og koloristiske malemåder og emnevalg. Gruppen har siden 2013 udstillet på Kappelborg. KRAPLAK44s udstillere er i år Gro Johnsen, Kirsten Lüders, Ole Schiellerup, Liv Ørsted, Jacob Kursch og Henny Munch.

Udstillingsperiode: fredag d. 8/2 – fredag d. 8/3, mandage, tirsdag og torsdage kl. 10 – 17, fredag kl. 10 – 14 og lørdage kl. 10 – 13. Bemærk, onsdag og søndag lukket.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...