OPKØB: FF Skagen har købt Selstad Nordtrawls nedlagte værksted

SKAGEN: FF Skagen har i starten af året opkøbt Selstad Nordtrawls nedlagte værksted. Dette kommer såvel FF Skagen som Scandic Pelagic til gode.

Planen er, at Selstad Nordtrawls gamle værksted skal omdannes til reservedelslager og opbevaring af emballage for FF Skagen. Dette frigør samtidig plads i den tidligere lagerbygning, den såkaldte kasseterminal, til en ny omrøringshal til Scandic Pelagic.

- Vi ser det som en win-win situation,” siger Production Director i FF Skagen, Lars Uldal, og fortsætter:

- For FF Skagens lager ligger Selstad Nordtrawl bedre end kasseterminalen. Det vil sige, at vi får bedre logistik internt, fordi vi ikke skal køre så langt med emballagen, siger Production Director Lars Uldal.

For Scandic Pelagic er placeringen af den kommende omrøringshal ligeledes optimal, da omrøringshallen kommer til at ligge tæt på den bygning, hvor fileteringen af sild foregår. Og overtagelsen af den gamle kasseterminal betyder ikke mindst, at virksomheden får væsentligt mere plads til omrøringsprocessen.

For sildevirksomheden betyder overtagelsen, at de kommer til at øge deres omrøringskapacitet med ikke mindre end 300 procent.

- Den nye omrøringshal kommer til at gøre os meget mere fleksible i vores produktionsplanlægning. Vi kan få en mere ensartet omrøring af vores produkter, der går til syrning og dermed også en væsentlig større kapacitet til at lave syrnede produkter.

Det betyder, at vi bedre kan bestemme, om vi vil skære til syrning, frys eller fersk, siger Production Director i Scandic Pelagic, Ole Holm.

Indtil nu har virksomheden sommetider været nødsaget til at sælge mere fersk sild eller fryse flere sild ned end ønsket på grund af den manglende omrøringskapacitet.

Den nye omrøringshal forventes at være køreklar pr. august måned i år.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...