Kalder til wildflife-arangement for byens unge

SKAGEN: Fredag 26. april kalder Skagen Kirke ungdommen til sig.

Fra 16.30 – 21.30 inviteres alle elever i 3. – 7. klasse til et nyt arrangement i Skagen kirke, ja, faktisk skulle det gerne være udenfor Skagen kirke, da det er et udendørs arrangement med løb, konkurrencer, mad over bål og masser af hygge.

- Vi har i flere år haft et ønske om, at lave et arrangement for aldersgruppen, og nu bliver det så til noget, og vi håber rigtig meget, at der er mange børn og unge, der har lyst til at være med, oplyser kirke – og kulturmedarbejder Anne-Gerda Tvilling

Hvis man møder op til Wildlife, som arrangementet er titelsat, så bliver man helt sikkert udfordret med sjove opgaver og holdkonkurrencer.

Der skal også forberedes og laves mad, der kan steges over det bålsted, der i dagens anledning laves på græsplænen udenfor kirken.

- Vi håber, at Wildlife kan skabe den ramme, hvor man mødes på tværs af alder og skoler i Skagen, så vi glæder os rigtig meget til at udfordre alle, få lidt jord under neglene og komme til at lugte af bål, siger Anne-Gerda Tvilling.

Aftenen sluttes af med en lille samling inde i kirken og en bibelfortælling.

Man kan melde sig til arrangementet på smh@skagenkirke.dk.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...