Nogle er til gigantiske, lysende rensdyrkaner på taget af parcelhuset, mens andre højst hænger en pikant lysinstallation på hoveddøren, der ikke engang er julerød

SKAGEN: Julen er hjerternes og det høje blodtryks fest.

Nogle er til and, andre til flæskesteg – og så er der dem, der slet ikke vil have kød og måske endda dukker op til julemiddagen med økologisk tofu eller frisk rødkålssalat.

Vi har stærke holdninger til, hvordan sådan en jul skal skæres, og hvilken juletype vi er, giver sig blandt andet til udtryk i, hvordan vi pynter op.

Nogle af os farvekoordinerer enkel, unik udsmykning med resten af stuen, mens andre losser julepynt ind på Gertrud Sand-måden.

Livsstilsekspert Flemming Møldrup fra ”Kender du typen” fortæller, at vi groft sagt kan inddeles i tre grupper af juletyper. Måske kan du spotte dig selv?

Designer-typerne vil gerne skille sig ud fra mængden og være unikke.

De vælger gerne et anderledes juletræ:

Det er lidt skævt og mangler et par grene – men det er særligt udvalgt og helt unikt.

For designer-typerne er det vigtigt at tage afstand til traditionerne – eller i det mindste signalere, at de selv bestemmer over julen og ikke lader sig trække rundt i manegen af ”plejer”.

Designer-typerne spiser gerne julemad med et twist – for eksempel i form af frisk rødkålssalat med en snert af ingefær og/eller et eksotisk krydderi på anden juleaften.

Denne gruppe hænger eksempelvis en enkelt, elegant julestjerne op i indkørslen – og that’s it.

De traditionelle: Gruppen kan i høj grad synge med, når vi kommer til linjen ”rør blot ikke ved min gamle jul” i ”Sikken voldsom trængsel og alarm”.

De traditionelle ser julen som hjerternes fest, et varmt, kærligt helle i en kaotisk verden, hvor alt skal være, som det plejer. Julen er for dem højtiden, hvor vi endelig samles og hygger præcis, som vi plejer.

Kasser med børnenes hjemmelavede pynt findes frem år efter år, og den samme skæve adventskrans støves af igen og igen.

Julemenuen er selvfølgelig helt traditionel, og det kan give akavet stilhed eller måske endda konflikter hos traditionelle familier, hvis en ny svigerdatter introducerer waldorfsalat eller noget andet moderne til julemiddagen.

Gruppen ser gerne alle de gamle, danske julefilm, men er alligevel blevet inspireret af amerikanske julefilm i forhold til udsmykning på huset: De traditionelle er nemlig dem, der vikler parcelhusgrunden ind i julelys og topper det hele med en gigantisk, lysende plastikjulemand på taget.

De klima-bevidste er en ny gruppe, som vokser hastigt, og som tager stilling til miljø og forbrug.

De ser det som ressourcespild at fælde et grantræ for at sætte det ind i en kort periode og herpå kassere det.

Derfor køber de et træ af plastik, som de kan bruge igen og igen – der er allerede solgt omkring 70.000 eksemplarer i Danmark.

Under plastiktræet ligger der typisk gaver, som er lavet med respekt for miljøet og mennesker i produktionskæden, alternativt genbrug af høj kvalitet.

De klimabevidste kunne ikke drømme om at bruge strøm til at tænde op i noget så unødvendigt som julebelysning, og deres middag er økologisk.

- Helt overordnet ser vi primært designer- og klimajul i større byer, mens der i højere grad holdes traditionel jul i mindre byer og på landet, siger Flemming Møldrup og pointerer, at mange mennesker sikkert kan genkende sig selv i elementer fra flere af grupperne.

Flemming Møldrup er med i dommerkomiteen for konkurrencen om Nordjyllands smukkeste julebelysning, som er udskrevet af Nordjyske Medier og Utzon Center.

Dommerkomitéen vil lægge vægt på, at udsmykningen passer ind i det omgivende landskabs historie, kultur og funktion. Udsmykning i et stort indkøbscenter skal noget andet end udsmykningen i en lille gågade – eller i forbindelse med et parcelhus i et hyggeligt villakvarter.

I Jørn Utzons ånd skal et designet sætte mennesker, oplevelser og trivsel i centrum. Arkitektur og design skal underbygge et områdes funktion, kultur og øvrige landskab.

Alle kan deltage i konkurrencen, og en privat villa har akkurat samme chance for at vinde som et stort indkøbscenter, da kriterierne går på mere og andet end kvantum.

Udsmykningen skal dog kunne ses fra et offentligt tilgængeligt sted.

I kan indstille præcis det, I finder udtryksfuldt, ved at sende nogle få ord om udsmykningen og dens placering samt vedhæfte et billede.

Sidste chance for at indstille er 31. december når Rådhusklokkerne falder i slag ved midnat.

Din ugeavis har mulighed for løbende at offentliggøre indstillingerne, som naturligvis fremsendes til dommerkomiteen, som udvælger fem finalister, som du har mulighed for at stemme på.

For at deltage skal du indsende et foto af juleudsmykning til redaktion.skagenonsdag@nordjyske.dk med søgeordet: Lys i mørket

Vinderen bliver offentliggjort 15. januar 2019 og vil modtage en statuette og æren ved en ceremoni på Utzon Center.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...