Mikkel Eklund
Sådan kommer det ene af skibene efter planen til at se ud i 2020.Model: Karstensens Skibsværft

To islandske rederier bestiller fiskefartøjer i Skagen. Det skal åbne op for flere ordrer på Island for Karstensens Skibsværft

SKAGEN: Med to nye ordrer på trawlere fra to islandske firmaer sætter Karstensens Skibsværft i Skagen kursen mod at rykke ind på det islandske marked. Skibsværftet skal levere en 88 m lang trawler til hvert af de to islandske firmaer Samherji Iceland og Sildarvinnslan, og det glæder naturligvis administrerende direktør og tredje generation hos Karstensens Skibsværft, Knud Karstensen.

- Det er vi meget tilfredse med, og samtidig er der godt gang i nybygningsafdelingen, hvor vi med de to nye ordrer har 14 aftaler i ordrebogen frem mod 2020, siger han.

En fod indenfor

De to nye ordrer giver også signal om, at værftet, der sidste år kunne fejre 100 års jubilæum, ikke ligger på den lade side.

- Vi har længe arbejdet på at komme igennem til det islandske marked. Derfor er vi glade for, at to store rederier for første gang har valgt at bygge skibe hos os. Det håber vi selvfølgelig fører noget mere med sig, siger Knud Karstensen.

For selvom ordrebogen allerede ser pæn ud de næste år, er det, ifølge administrerende direktør Knud Karstensen, vigtigt at åbne op for nye markeder.

- Det betyder meget for os, at vi kommer ind på det islandske marked. Hvis ét marked pludselig svigter, er det vigtigt at have flere ben at stå på - og det får vi med Island. Det er ikke, fordi vi frygter det, men det giver os bedre muligheder, hvis vi har en kontinuerlig ordreindgang, siger han.

To fiskefartøjer er en start, men for Karstensens Skibsværft handler det i lige så høj grad om at få en fod indenfor, som at have flere ben at stå på.

- Vi har altid set på det islandske marked, men det handler om at få nogle af vores skibe derop. Det skal gerne gøre kunderne mere interesserede i, hvad vi laver i Skagen. Vi forventer, at det her kan avle flere ordrer, siger Knud Karstensen.

Topmoderne fartøjer

De to skibe kommer til at hedde henholdsvis Vilhelm Þorsteinsson og Börkur, og de bliver ifølge Knud Karstensen topmoderne.

- Der sker altid en udvikling med fiskefartøjer. Vores erfaringer fra vores egne skibsbyggerier sammenholdt med det, vi hører fra vores kunder, gør, at det er det sidste nye, vi tilbyder, siger han.

Skibenes skrog vil blive bygget på Karstensens Skibsværfts nye selskab i Gdynia i Polen.

- Vi har altid fået lavet stålet af andre i Polen eller i de andre baltiske lande, men her forsøger vi at kontrollere produktionen selv fra start af. Det forventer vi, at der kommer et bedre resultat ud af. I Danmark kommer der ingen ændringer - forstået på den måde, at det fortsætter som det plejer, siger Knud Karstensen.

Samherji Iceland opererer i øjeblikket med to pelagiske fiskefartøjer og flere trawlere, mens Sildarvinnslan har Islands største fiskemelsfabrik udover tre pelagiske fiskefartøjer. De to skibe forventes leveret i 2020. Og Knud Karstensen udelukker ikke, at ordrebogen bliver yderligere fyldt.

- Vi snakker altid med potentielle kunder, så der kommer nok flere, siger han.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...