Det nordjyske folketingsmedlem og tidligere minister Karsten Lauritzen (V) anslog optimistiske toner, da han fornylig var hovedtaler på et debatmøde. Mødet fandt sted i forbindelse med den lokale Venstre-vælgerforenings generalforsamling.

Optimismen gjaldt ikke mindst den planlagte ”2+1” udbygning af vejen mellem Skagen og Aalbæk, som politisk blev aftalt før regeringsskiftet. Men også de nordjyske havnes fremtid efter Brexit kunne Karsten Lauritzen se i et positivt lys.

- Midt i skuffelsen over at Storbritannien forlader EU så kan havnene i Nordjylland måske få gavn af at der bliver behov for effektiv toldbehandling af handlen mellem EU og Storbritannien.

Derimod er Venstres folketingspolitikere – specielt de nordjyske – stærkt utilfredse med, at den socialdemokratiske regering ser ud til at ofre den tredje Limfjordsforbindelse, som skal aflaste tunnelen under Limfjorden.

- Den nye regering har taget 55 mia. kr. fra den tidligere regerings planlagte infrastrukturinvesteringer for at bruge dem til andre ting, herunder til togdriften, som i Danmark alligevel ikke har chancer for at blive konkurrencedygtig, hverken økonomisk eller miljømæssigt, lød det fra Karsten Lauritzen.

Flere af tilhørerne på mødet opfordrede Karsten Lauritzen til at presse på for at få gennemført 2+1 vejen, der har været på tegnebrædtet i mange år.

- Vi skal nok komme i mål med den vejudvidelse. Men det må ikke blive et ”hold-kæft-bolsje” for det meget større Limfjords-projekt, sagde Venstre-politikeren på mødet, der blev afholdt på Skagen Hotel.

Det brandaktuelle emne om lukning af lægevagten i Skagen blev også rejst. En enig front af skagboere protesterer mod regionsrådet planer om at lave en ny aftale med de praktiserende læger om en ny vagtordning. Karsten Lauritzen brugte sagen til at understrege, at Venstres plan om en sundhedsreform indebærer en styrkelse af de decentrale enheder.

Bagefter holdt Venstres vælgerforening i Skagen sin ordinære generalforsamling. Bestyrelsen blev genvalgt i uændret sammensætning med Erik F. Andersen som formand.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...