Gæsteoptræden ved danskdansk & TeaterGrad

SKAGEN: Med et rørende portræt af tre kvinder i tre generationer er der budt op til en rigtig kvindeaften, når Kappelborg slår dørene op til sæsonens første teaterforestilling - Ikke Uden Min Mor. Det sker torsdag 13. februar.

Forestillingen præsenteres af danskdansk & TeaterGrad, og er baseret på interviews med 76 kvinder med 12 forskellige nationaliteter.

På scenen præsenterer de fire skuespillerinder dramatiske situationer, som er baseret på de interviewede kvinders beretninger.

Dramatikeren Camara Lundestad Joof og Sandra Yi Sencindiver fra Teatergrad står bag de mange interviews og har talt med kvinderne om forskellige emner med mor-datter-forhold som et samlet tema: Hvad er en god mor? Hvad er en dårlig mor? Barndomsminder og rollemodeller. Ting, man gerne vil gøre anderledes, ting, man fortrød - emner som seksualitet og kvindefrigørelse, at gå forrest, at tilpasse sig eller bryde fri.

Beretningerne er blevet bearbejdet og dramatiseret i forestillingen, men enkelte står næsten urørt på scenen.

- Tag din mor, datter og veninde under armen til en aften med, for og om kvinder. Vi fortæller om kvindelivet i ord og musik på tværs af generationer og kulturer, så vi og vores liv bliver synlige for hinanden, lyder det fra Janne Storm, Teatergrad.

- I ikke uden min mor fortæller og lægger vi ører til historier om kvinder, der tilpasser sig, om kvinder, der gør oprør, om kvinder muligheder, begrænsninger, håb og drømme.

- Afsættet er, at alle kvinder står på skuldrene af deres mødres historier, erfaringer og kampe. Det gælder alle kvinder til alle tider og i alle kulturer. For ingen kvinde eksisterer uden sin mor.

- Vi glæder os meget til en helt anderledes aften i teatret i selskab med stærke kvinder som skuespillere Anne-Vibeke Mogensen, Siir Tilif, Lotte Munk og musiker Marie Louise von Bülow, understreger arrangøren.

Efter forestillingen indbyder skuespiller Anne Vibeke Mogensen til Aftertalk for alle interesserede.

Ikke Uden Min Mor er en del af Kappelborgs ”Ta’ 4 - betal for 3”-kampagne, som publikum lige akkurat kan nå at drage nytte af, da der netop er 4 forestillinger tilbage i forårssæsonen; Don Gnu’s Jagten på det grå guld torsdag 5. marts, Teatret Møllens Palle stadig alene i verden torsdag 19. marts og Mad Office m. new zealandske Trygve Wakenshaw, torsdag 26. marts.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...