Den danske fysiske komiker Camilla Marienhoff folder kvindens længsler ud med comedy-showet ”Kaffe & Kærlighed”, tirsdag d. 18/9. Foto: PR - foto

Singlelivets længsler på godt og ondt. Marienhoff skildrer i forestillingen singlelivets længsler på godt og ondt. Hun finder et bord. Tjeneren ser hende ikke, så hun venter med at bestille. Pyt, nu skal hun bare nyde sin alenetid. Hun suger kaffeduften og cafémusikken ind, og lader hånden glide ned i tasken til håndspejlet. Der er hun, en ung, selvstændig singlekvinde i trediverne. Makeuppen er perfekt. Måske ser han hende, den lækre tjener. Hun drejer spejlet og smiler tilfreds, indtil fortænderne med rød læbestift træder frem.

Marienhoff zoomer i Kaffe & Kærlighed ind på drømmen om den eneste ene, singlelivets akavede øjeblikke, længslerne og kærligheden, der kan træde ind ad cafédøren, når som helst.

Lykkejagt

Kan man føle sig ensom, selv om man sidder sammen med rigtigt mange, søde mennesker, spørger Marienhoff i forestillingen sig selv og sit publikum. Og med en enkel koreografi i form af to caféborde, en pole-stang og en bregne kæmper Marienhoff bravt i et forsøg på at få kaffe og måske lidt opmærksomhed fra en fristende tjener. Hun har styr på drømmen og et klart (glans)billede af, hvor vidunderlig han er. Spændt som en flitsbue af utålmodighed og indestængt iver, selvhjælpsfilosofier, frivilligt og ufrivilligt poetisk og perverst virtuost artisteri, foldes den ensomme singles trang til mere Kaffe & Kærlighed ud.

En fysisk komiker

Camilla er fysisk komiker og har med en blanding af realistisk absurditet, komik og fysik, sin helt egen stil, som hun elegant fletter ind i historien. Sådan skrev de belgiske anmeldere, som er et af de lande, hvor Camilla har turneret de seneste 12 år. Herhjemme er hun ikke så kendt endnu, men har blandt andet kunne opleves ved Århus Festuge, ZULU Comedy Galla samt på Kappelborg i 2015 - og også med Kaffe & Kærlighed. Her tog hun publikum med storm, fortæller arrangørerne. Fik genkendende nik fra en stor del af de fremmødte, og fik rørt lattermusklerne hos selv den mest skeptiske gæst.

Camilla Marienhoff beskriver sig selv som skuespiller, komiker og surrealist, der bruger sang og akrobatik til at udtrykke sig. "Jeg er fascineret af kombinationen af slapstick og livets store spørgsmål. Jeg kombinerer hverdagssituationer og surrealisme. Jeg forestiller mig at man tager et minut, strækker det ud, vrider og overdriver det for at se hvad der er inde i af drama og humor", forklarer hun. Marienhof er oprindeligt uddannet i Holland og har lavet soloforestillinger, tv-shows, arbejdet som sportsmodel, stuntkvinde, pole dancer og skuespiller.

Medlemmer får rabat

Kaffe & Kærlighed er del af teaterprogrammet på Kappelborg, og som vanlig vis er mulighed for at købe sin billet med rabat, hvis man er medlem af Kappelborgs Venner, Skagen Bio eller Skagen Musik- og Teaterforening, ligesom unge under 25 år får billetten til kun kr. 50.-. Billetter kan købes på Skagen Turistbureau og kappelborgskagen.dk,

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...