I år med en blot 12-årig ung solist

SKAGEN: Den kun 12-årige hovedrolleindehaver Matthias Berman fra Aalborg er slet ikke nervøs, når han på lørdag 15. december er med til at opføre første del af Juan-Carlo Menottis Juleopera ”Amahl og Miraklet” i Skagen Kirke.

Matthias har arbejdet med den krævende rolle og det store parti siden sidste vinter. Hans lærer er hans tidligere dirigent fra hans tid i Vor Frue Kirkes drenge-mandskor, Rikke kursch, som i dag er organist ved Skagen Kirke.

- Vi har arbejdet med musikken og ikke mindst med at udvikle Matthias’ stemme, som den sidste måned har foldet sig meget ud, fortæller Rikke Kursch.

Matthias spiller både cello og klaver, så han har de musikalske forudsætninger for at kunne bære den store rolle.

- Nu håber vi blot at hans stemme ikke går i overgang inden vi skal lave hele operaen i 2019, siger Rikke Kursch. Vi (Nordisk eksperimentalscene) har lige fået et større tilsagn om støtte til opsætning af operaen. Sammen med andre tilsagn om støtte, tør vi godt sætte projektet i gang til opførelse næste år i Skagen, Frederikshavn og Hjørring. Vi mangler stadig nogle sponsorer for at få det hele til at løbe rundt, men det krydser vi fingre for at vi kan finde.

- I år er vi glade for at kunne præsentere en lille appetitvækker på denne skønne juleopera. Menotti skrev operaen i 1952. Den er skrevet på bestilling fra en TV station, som ønskede en juleopera til udsendelse i TV.

Operaens hovedperson er som skrevet den handikappede 12 årige Amahl, som synges af Matthias. Amahl bor i en lille hytte sammen med sin mor, som synges af Annette Bo Nielsen fra Aalborg.

De er fattige hyrdefolk. En aften får de besøg af de hellige tre konger. Der bliver fest og hyrdevennerne kommer med mad, og der danses til den lyse morgen.

Men moderen ønsker Amahl rask og gør noget dumt, som kun Amahls rene hjerte kan opveje. Hvad der sker og mødet med kongerne og hyrderne må vente til december næste år, når hele operaen opføres. Appetitvækkeren er den første del af operaen hvor Amahl og Moderen introduceres i deres fattige hjem.

- Vi glæder os over at Anette Bo Nielsen har sagt ja til partiet som moderen. Annette er tidligere docent i sang på Jysk Musikkonservatorium. Hun er kendt i landsdelen som igangsætter af bl.a. Sangselskabet og Nordjysk operakompagni.

- Hun er en skattet solist og ikke mindst en fremragende underviser, som gennem en lang karriere har oplært de bedste sangtalenter i landsdelen. Gennem prøvearbejdet frem mod denne opførelse har Matthias’s stemmeudvikling også profiteret af Annettes store undervisningserfaring. Han tager godt fra, og er hurtig til at tage anvisninger om sangteknik til sig, siger Annette Bo Nielsen.

Mads-Peter Neumann fra Skagen er af udgiveren blevet godkendt til at oversætte operaen fra engelsk til dansk.

- Vi er således stolte af at kunne præsentere en nutidig dansk tekst til musikken. Mads-Peter er instruktør og har allerede nu sat en herlig scene for Amahl og moderen. Mine Neumann har lavet kostumer og scenografi. Scenografien ser vi dog først i den fulde opsætning når operaen opføres i 2019. Musikken spilles på lørdag på klaver af Rikke Kursch. Vi håber at kunne finde penge til et lille orkester til opsætningen i 2019, så musikken får de farver den oprindeligt er skrevet med. Ved koncerten på lørdag vil Mads-Peter Neumann introducere operaen inden 1. del spilles.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...