SKAGEN: I sommer havde Gorm Spaabæk stuvet sine egne ting til side i Skagen Kunsthal.

I stedet fungerede kunsthallen i to måneder som et kunstnerstyret kunstmuseum.

- Her viste jeg mere end 500 værker af mere end 250 forskellige kunstnere, og formålet har været at vise kunst og kunstnerisk diskussion, der ikke er tilgængeligt i Skagen og omegn. Blandt andet sås en stor samling af kvindelige kunstnere. Mere end 200 arbejder af Aksel Jørgensen og den skole han stod for på Kunstakademiet i mere en 30 år. Det er for eksempel Povl Christensen, Henry Heerup, Nikolaj Nielsen, Dan Sterup Hansen og Jane Muus, fortæller Gorm Spaabæk.

En anden bestanddel af Pinakoteket er folklore kunstnere som Anton Laier, Rav Larsen og Hildebrant fra Hjørring. Og en stor samling af børnebøger som kunstnere har brugt som medie.

-I efteråret er samlingen udviklet/vokset. Her er blandt andet tilført en halv snes raderinger af Helge Bertram, der er født og opvokset i Aalborg og var rektor på Kunstakademiet i firserne. Her ses blandt andet fem af Bertrams klangbilleder, hvor han ud fra H. C. Ørsteds grundforskning i lyd fastholder og formulerer billeder af lyd.

Samlingen er forøget med et maleri, en tegning og en radering af Aksel Jørgensen og 25 raderinger af Erling Frederiksen, raderinger af Eigil Wendt, Jens Birkholm, en radering af Max Klinger og 14 raderinger af den franske barokkunstner Callot.

Hertil kommer en tegning af Kresten Iversen, en akvarel af en ko af Viggo Johansen, en tegning af Nicolai Abildgaard, en farvekridts-tegning af Olivia Holm Møller, malerier af Malthe Engelsted, Wilhelm Wils. Niels Pedersen Mols. Franz Schwarts og tre Malerier af Johan Rohde.

- Pinakotekets samling er min studiesamling og den er ikke til salg. Den er suppleret med et lån af Carsten Schmidt-Olsens Venteværelse, og 40 malerier og skulpturer af Anton Laier, (der er lånt af Laiers søn)

Samlingen er foldet ud den 14. og 15. december, og ved julemarkedet næste weekend vil der være gratis adgang til det hele, siger Gorm Spaabæk.

- Begrundelsen er, at jeg i de dage vil pakke mine egne ting ud, og at disse værker vil være til salg. Det drejer sig om tegninger, tryk, sten, glasarbejder og gamle malerier, der vil være lagt frem i bunker, fortæller han.

Gorm Spaabæk er uddannet billedkunstner og Cand.phil. i kunstformidling fra det Kongelige Danske Kunstakademi med afgang herfra i 1987.

- Jeg startede med at male da jeg boede i Skagen og flyttede fra Skagen i januar 1976. Jeg har været udstillende billedkunstner siden påsken 1977. Nu bor jeg i Skagen og byder alle der har lyst, til at se de ting som jeg arbejder med. Så velkommen i Skagen Kunsthal 14. og 15. december. Julemarkedet vil være åbent klokken 14-18.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...