Traditionen tro har kommunens musikskole en travl december, hvor skolens elever spiller og synger julen ind ved adskillige koncerter rundt om i kommunen.

Tirsdag 10. december var det Skagens tur, hvor skolens elever skulle give bud på deres musikalske kunnen. Rammerne var sat på Kulturhus Kappelborg i den store sal. Det strømmede ind med publikum, søskende, forældre, bedsteforældre og andre interesserede, mens en af sanggrupperne lige skulle have finpudset sangstemmerne.

For en del af eleverne var det første gang, de skulle stå på en scene, så der var selvfølgelig lidt sommerfugle i maven.

Godt 200 tilskuere var mødt frem for at overvære koncerten. Omkring 70 elever, både børn/unge og voksne, skulle på scenen, med god hjælp fra deres lærer.

Musikskolelærer Tove Therp, bød velkommen til den årlige julekoncert og glædede sig over det flotte fremmøde. Koncerten var blive opdelt i 2 afdelinger, hvor hovedvægten i 1. afdeling var lagt på børnene og de forskellige værksteder. I pausen stod Brovandeskolen for salg af kaffe og kage.

Koncerten blev indledt med fællessang og sangen ”Skagens Julesang” skrevet af Tove Therp. Herefter var det 3 musikværksteder med elever fra Skagen Skole og Brovandeskolen, de fleste med nissehuer. Det var små skønne julesange udført charmerende, dertil Brovandeskolen ledsaget af elever på instrumenter og Skagen Skole med rytmiske instrumenter.

Musikskolens børnekor gav et par smagsprøver på julesange, inden Blæserbandet med 4 elever gav deres version af Jingle Bells. 5 elever udgjorde Mini-band, med 2 skønne sange. 1 afdeling sluttede med et violinsammenspil, dygtigt fremført af 9 elever. Skønt at se og høre et lidt ældre instrument blive brugt igen.

Efter pausen tog de lidt ældre over i 2 afdeling og med lidt mere power på styrken. The Girls from the North lagde ud med et smukt nummer udført af 2 unge piger, inden Kor for Sjov skulle på. Koret bestod denne aften af omkring 25 voksne kvinder, som bl.a fremførte ”It´s gonna be a cold, cold X-mas”.

Der sneg et ekstra nummer ind i programmet, da Harvey på blæseinstrument gav ”Sleigh Ride”. Der var også blæseinstrument i næste nummer, hvor vi fik et flot solonummer fra Ingrid Marie på trompet.

Ad Hoc´erne – et band der er sammensat til lejligheden, gav et par smagsprøver, efterfulgt af Vox Øst - 7 unge piger, der bl.a. gav nummeret ”Solen er så rød, Mor”. Gruppen består af unge fra 7. kl. og opefter fra hele kommunen.

Aftenens sidste indslag var med gruppen Tuesday Evenings, der sluttede med Scorpions nummeret ”Wind of Change”, smukt sunget af den kvindelige sanger.

Julekoncerten blev rundet af med fællessangen ”Dejlig er jorden”.

Musikskolens julekoncert havde det hele, julestemning, julesange og musik, hygge og elever som bare indtog scenen i de 2 timer arrangementet varede. Der var også stor applaus fra publikum til koncerten, både til eleverne og for et vellykket godt arrangement.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...