I år har Jobpatruljens rundtur til nordjyske unge på arbejde, resulteret i to politianmeldelser mod restaurationer, begge steder var der en ansat under 18 år, der udskænkede alkohol.

Jobpatruljen opdagede også, at i en dagligvarebutik i Frederikshavn Kommune var der en 16-årig, der havde 11 timers vagter, selv om man som 16-årig højst må arbejde otte timer i ferieperioder og på skolefridage. Her havde den samme ungarbejder fået fingrene i klemme. Ulykken, der ikke blev anmeldt som en arbejdsskade, kostede den unge to sygedage. I en anden dagligvareforretning i Frederikshavn Kommune var det også galt med en 15-årig, der dels havde lange vagter, dels blev sat til at tømme en pappresser, som man skal være fyldt 18 for at betjene.

Og det er ikke alle steder, de unge fra LO kommer ind. Det sker, at Jobpatruljen bliver bedt om at gå igen, når de frivillige fra fagbevægelsens sommerkampagne møder op på en arbejdsplads og spørger, om de må interviewe ungarbejderne om deres arbejdsforhold.

Denne sommer er det sket fire steder i Nordjylland: Hos en café i Aalborg, en iskiosk i Mariagerfjord Kommune og to dagligvarebutikker i to forskellige byer i Frederikshavn Kommune.

Det bekymrer den nordjyske jobpatruljekoordinator, Louise Nabe-Nielsen.

- Disse steder blev vi decideret smidt ud, fordi arbejdsgiveren ikke ønskede, at deres ungarbejdere kom i kontakt med os. Og det er ærgerligt, både i forhold til de ungarbejdere, det går ud over, og fremtidige ungarbejdere. Især fordi de arbejdsgivere, der lukker døren for os, ofte repræsenterer arbejdspladser, hvor vi har set gentagne sager igennem flere år, forklarer Louise Nabe-Nielsen.

Ingen mulighed for kontrol

Hun understreger, at Jobpatruljen ikke er en myndighed, men består af frivillige unge, der på vegne af HK og 3F i Nordjylland tager rundt og besøger arbejdspladser, hvor unge er ansat.

- Vi har fagbevægelsen i ryggen, og det er da også HK og 3F, vi sender de sager til, som vi kan konstatere, kræver en opfølgning, siger Louise Nabe-Nielsen.

I langt de fleste tilfælde sker der det, at fagforeningen henvender sig til den pågældende arbejdsplads, og så løses problemerne som regel ad den vej. Men der er også tilfælde, hvor Arbejdstilsynet må ind over, og i enkelte sager, hvor der er tale om decideret lovovertrædelser, ender det med, at fagforeningen indgiver en politianmeldelse. Det er sket to gange i Nordjylland denne sommer.

- De steder, der ikke vil have os ind, har vi ingen mulighed for at sikre, at der er kontrol med ungarbejdernes forhold. De unge vil jo ofte gerne interviewes af os, de vil gerne vide mere om, hvad de må og ikke må, når de er på arbejde. Det er bekymrende, at der er arbejdsgivere, der på den måde fralægger sig ansvaret for at sikre gode arbejdsforhold for de unge, siger Louise Nabe-Nielsen.

Mange sager med kritisable forhold

Jobpatruljen har i de seneste to uger været rundt i hele Nordjylland. Her har de interviewet i alt 412 ungarbejdere, og i 146 tilfælde blev sagen sendt videre til faglig opfølgning. Det er mere end en tredjedel af ungarbejderne, der oplever, at der er problemer.

107 af sagerne handler om arbejdsmiljø, typisk fordi ungarbejdere enten løfter eller skubber mere end tilladt, arbejder alene eller har for lange vagter, ikke får de pauser, de har krav på eller mangler at få instruktion i arbejde med maskiner og kemikalier.

- Indenfor vores område, HK Detail, oplever vi, at det især er hos nogle af kæderne med selvstændige købmænd, der er mange sager til faglig opfølgning. Der er en ophobning af mindre sager, men også enkelte alvorlige, siger Louise Nabe-Nielsen.

Heldigvis bliver Jobpatruljen taget godt imod de fleste steder.

- Vi møder også arbejdsgivere, der gerne vil gøre det så godt som muligt, men det er heller ikke alle, der kender reglerne eller ved, hvordan de skal gribe det an. I Jobpatruljen stiller vi gerne vores viden til rådighed for både ungarbejdere og arbejdsgivere. Men det forudsætter altså, at vi bliver lukket ind, siger Louise Nabe-Nielsen.

Fakta om Jobpatruljen

Jobpatruljen er en landsdækkende oplysningskampagne overfor 13 til 17-årige med fritidsjob.

Hvert år i juli kører aktivister fra Jobpatruljen landet tyndt og besøger arbejdspladser, hvor der er ansat ungarbejdere.

Jobpatruljen har eksisteret siden 1979 og bag kampagnen står en række fagforbund. I Nordjylland er det HK og 3F, der organiserer Jobpatruljen.

I Nordjylland deltog i år 20 unge frivillige i Jobpatruljen, som i løbet af uge 28 og 29 har besøgt unge på arbejdspladser i alle de nordjyske kommuner.

I hele landet afdækkede Jobpatruljen i 2019, at 84,3 procent af fritidsjobberne oplevede brud på regler eller love i deres ansættelse.

Unge under 25 år har dobbelt så stor risiko for at komme til skade på arbejdet, som deres ældre kolleger.

I år er temaet for Jobpatruljen instruktion i arbejdet med maskiner og arbejdsredskaber.

Hele året vejleder Jobpatruljen børn og unge, deres forældre, arbejdsgivere og lærere via en brevkasse og på Fagbevægelsens Hotline på 8024 1010.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...