TV-lægen gæster Skagen 25. april

SKAGEN: Center for Bibliotek og Borgerservice sætter i april måned fokus på emnet tabu og har i den forbindelse inviteret læge Charlotte Bøving til at holde foredrag om sit liv. Foredraget finder sted i Salen på Kappelborg, torsdag 25. april, kl. 19.00.

Charlotte Bøving, også kendt som tv-læge i DR-programmet ”Lægen flytter ind”, hvor hun hjælper familien Danmark med livsstilssygdomme, er kendt for sin direkte facon, når hun gør deltagerne i programmet klar over, hvilke alvorlige konsekvenser og følgesygdomme de render ind i, hvis de ikke ændrer deres livstilsvaner.

Bøvings gå-på-mod bliver mødt med respekt af deltagerne, når hun hjælper dem i gang med, at få en bedre livsstil og opretholde en sundere dagligdag.

Til daglig driver Charlotte Bøving lægepraksis i Varde, hvor hun hjælper sine mange klienter på vej til den rette behandling. Derudover turnerer hun rundt og holder foredrag om sundere livsstil.

Selv har hun i december, gennemgået en større operation for kræft i tyndtarmen, som forhåbentlig har fjernet den uhelbredelige kræft, hun blev diagnosticeret med, inden hun skrev bogen ”Jeg LEVER med en udløbsdato”, som udkom i juni 2018.

En livsklog fortælling om Charlottes liv i med- og modgang, en både barsk, hudløs ærlig men også smuk beretning, der gør op med en del tabubelagte emner og handler om at tage ansvar og gribe livet - nu og her.

Charlotte er vokset op i en lægefamilie, hvor det så pænt ud på facaden, men bag hjemmets fire vægge boede en psykisk ustabil far, som terroriserede familien psykisk og bankede hendes mor. Charlotte fortæller i DR serien ”Din psykopat” om sin opvækst med sin far, og hvad psykopati gør ved os, og hvilken hjælp hun har haft brug for, for at komme videre. I dag er Charlotte kommet videre, er lykkeligt gift med en kvinde, og trods modgang i livet og en kræftdiagnose, sørger hun for at leve livet fuldt ud, holde sig sund og stærk samt hjælpe andre.

Hør, hvorfor Charlotte Bøving mener, det er vigtigt at bryde tabuet og fortælle om sin opvækst og sygdom. Hør også, hvordan hun er kommet videre gennem psykologhjælp, taknemmelighed og ved at tilgive andre for sin egen skyld og frem for alt, hvilke tanker hun gør sig, og hvad hun vil bruge resten af livet på.

Foredraget er arrangeret af Skagens Bibliotek i samarbejde med AOF-Nord.

Frederikshavn Krisecenter vil være til stede med en stand på aftenen.

Billetter kan købes på bibl.frederikshavn.dk.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...