SKAGEN: - Vil man have opmærksomhed i dag, må man enten springe noget i luften eller tage tøjet af. – Sådan lyder det fra Camilla Marienhof, som beskriver sin forestilling, som et politisk ukorrekt, healende spirituelt One Woman Show, der handler om alt det, vi skal nå at være i dag; klimabevidste, økoforbrugende, affaldssorterende, genbrugsdonerende mv. Forestillingen kan ses torsdag 9.maj på Kulturhus Kappelborg.

”ALT for Verden handler om at ville noget. Gøre noget. Ændre verden. Gøre en forskel. Tage skeen i den anden hånd og hænderne i egen barm. Træde i karakter og jogge i spinaten. Lede efter sandheden, og strippe alt af for at nå sagens kerne: tøjet, værdigheden, holdningerne… og så finde sig selv i bar røv og viklers”, lyder det grinende fra Camilla, der i forestillingen blandt andet også stiller spørgsmålet: Hvad med alle os, der magtesløst følger med fra sofaens bløde dyb? – Og hvordan redder man sig selv OG verden i en verden, hvor man knap nok tør gå uden for en dør?

- Anmelderne har beskrevet forestillingen som en humoristisk hybrid mellem standup og komedie med mening, indhold og relevans, og på Kappelborg glæder de sig. ”Camilla har optrådt her flere gange tidligere. Ved Nytårskoncerten i 2016, men også med sit tidligere one-woman-show ”Kaffe & Kærlighed”, som virkelig fik rørt lattermusklerne hos publikum. Hun er sjov, skæg og anderledes, og man kan ikke lade være med at grine af og med hende”, lyder det.

Camilla Marienhof er fysisk komiker og har med en blanding af realistisk absurditet, komik og fysik, sin helt egen stil, som hun elegant fletter ind i sine historier historie. Hun har i mange år turneret i blandt andet Belgien, men også herhjemme er hun ved at slå sit navn fast. Hun har blandt andet optrådt ved Århus Festuge, ZULU Comedy Galla samt på flere scener rundt om i det ganske land – her under altså også Kappelborg.

Camilla beskriver sig selv som skuespiller, komiker og surrealist, der bruger sang og akrobatik til at udtrykke sig. ”Jeg er fascineret af kombinationen af slapstick og livets store spørgsmål. Jeg kombinerer hverdagssituationer og surrealisme. Jeg forestiller mig at man tager et minut, strækker det ud, vrider og overdriver det for at se hvad der er inde i af drama og humor”, forklarer hun. Camilla er oprindeligt uddannet i Holland og har lavet soloforestillinger, tv-shows, arbejdet som sportsmodel, stuntkvinde, poledancer og skuespiller.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...