Den 21. november udkommer Vendsyssel Årbog 2019. Den rummer som sædvanlig et væld af spændende, lokalhistoriske artikler, og en af dem handler om et uforfærdet fiskeri, der af skagboer og andre fiskere fra Vendsyssel blev drevet i islandske farvande.

Fiskeriet var i slutningen af 1800-tallet blevet mere og mere effektivt, og der var en voksende nervøsitet for, om fiskebestanden nu også kunne klare sig imod snurrevodskuttere og damptrawleres hærgen på søen. Intet nyt under solen, kan man sige, men under alle omstændigheder satte stribevis af snurrevodskuttere i 1890’erne kursen mod Island.

Fiskeriet foregik i fjordene på Islands nordkyst tæt under polarcirklen, hvor vejr og grødis var nogle af udfordringerne.

Et andet problem var afsætning af fangsten. Der gik for mange dage tabt, hvis de enkelte fartøjer selv skulle lande fisken i England eller for den sags skyld Holland. Derfor stiftede man ”Dansk Damptrawling A/S”, der indsatte dampere, der både kunne være moderskibe og fisketransportører.

Fiskeriet stod på i godt og vel en halv snes år, så gik fiskerne nye veje, men stadig med mod på fjernfiskeri, når mulighederne var der.

Tirsdag den 12. november kan man høre skibsingeniør Andreas Andreasen fortælle om dette lidt upåagtede, men spændende fiskeri, der både gav pote og havde store omkostninger. Han er udlært som skibstømrer på Brdr. Nippers værft og har som skibsingeniør arbejdet i mangfoldige år for MAN-B&W koncernen. Han har islandske aner via sin farmor Sigridur Bjarnadottir.

Det rigt illustrerede foredrag finder sted i Salen på Kulturhus Kappelborg og starter kl. 19.30.

Skagen lokalhistoriske Forening er arrangør, og alle er velkomne.

Der er gratis adgang, og man skal ikke hente billet på forhånd, blot møde talstærkt op.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...