Af Marianne Isen

marianne.isen@nordjyske.dk

Hvor meget bevæger du dig?

Er du mest til gåture eller sofahygge? Løb eller ludo? Et stort forskningsprojekt sætter fokus på vores bevægelsesvaner i Frederikshavn Kommune

For mange er cykelturen hjem fra arbejde eller gåturen med hunden en naturlig del af hverdagen. Men hvor meget bevæger vi os egentlig, og hvad holder os fra at bevæge os mere? Det vil Syddansk Universitet, Frederikshavn Kommune og landets øvrige kommuner undersøge i et nyt forskningsprojekt. Derfor har cirka 6000 borgere i kommunen modtaget et spørgeskema i e-Boks. Er du en af de heldige, der får skemaet tilsendt, kan du vinde 10.000 kroner skattefrit, hvis du svarer.

- Vi vil gerne have så mange svar som muligt i Frederikshavn Kommune. Så kan vi nemlig blive klogere på, hvad vi gør godt eller mindre godt. Nogle bevæger sig for sundhedens skyld, andre for velværets eller for det sociale samvær, der følger med, for eksempel hvis man går til fodbold, gymnastik eller fitness. Men der er også mange, der ikke bevæger kroppen ret meget, siger Christina Lykke, formand for Sundhedsudvalget i Frederikshavn Kommune.

Danmark i Bevægelse hedder forskningsprojektet fra Syddansk Universitet og Nordea-fonden. Det kører i samarbejde med landets 98 kommuner. Som en del af projektet modtager hver tiende dansker over 15 år spørgeskemaet, cirka 400.000 danskere.

Formålet med spørgeskemaet er blandt at undersøge, hvor meget vi rent faktisk bevæger os i dag. Undersøgelsen skal også finde ud af, om der kan gøres noget mere i hver kommune for at øge motivationen til at bevæge sig mere.

- Vi har brug for viden om, hvordan vi lige netop her i vores kommune kan skabe bedre muligheder for vores borgere, så de kan være mere fysisk aktive. Skal vi prioritere grønne områder højere, måske med toiletter og bænke? Hvordan kan idrætshallerne blive brugt af flere? Og er der andet, vi kan gøre, for at flere kommer i gang? Det håber vi at få nogle svar på gennem undersøgelsen, siger Christina Lykke.

Forskningsprojektet bliver dermed et værdifuldt værktøj til at prioritere og planlægge fremtidens indsatser i hver enkelt kommune, når der skal skabes et Danmark i Bevægelse. Det er støttet af Nordea-fonden med knap 12 mio. kr.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...