For første gang kan unge nordjyder fra 2020 blive humanistisk konfirmeret her i landsdelen

SKAGEN: Når de nye konfirmander springer ud i foråret 2020, vil der blandt dem være et nordjysk ikke-religiøst, humanistisk konfirmationshold.

Hidtil har unge nordjyder måttet rejse ud af landsdelen for at blive humanistisk konfirmeret, men fra næste år kan det altså ske på hjemmebane.

Bag konfirmationen står foreningen Humanistisk Samfund, som siden 2011 har tilbudt humanistisk konfirmation i Danmark. Siden da er antallet af humanistiske konfirmander nærmest eksploderet og alle steder er der ventelister til dette års konfirmation.

- Nærmeste tilbud om humanistisk konfirmation har hidtil været i Aarhus, men vi modtager forespørgsler og ønsker om konfirmation i vores landsdel, så vi er slet ikke i tvivl om, at der også i Nordjylland er grundlag for humanistisk konfirmation, siger Jørn Rosborg, formand for den nordjyske afdeling af Humanistisk Samfund.

Den humanistiske konfirmation består af to weekendkurser med undervisning i emner som fx etik, tolerance, livssyn, menneskerettigheder, seksualitet og rusmidler. Konfirmationen afsluttes med en højtidelig ceremoni, som for første gang i Nordjylland vil finde sted 2. maj 2020 i Aalborg Kongres & Kultur Center.

Med den humanistiske konfirmation får unge mulighed for en højtidelig markering af overgangen fra barn til ung – uden at blande Gud ind i det.

- Også mennesker uden religion har behov for at markere de store begivenheder i livet. Og netop overgangen fra barn til ung er sådan en stor begivenhed, siger Jørn Rosborg, formand for Humanistisk Samfund Aalborg.

- Den humanistiske konfirmation er helt uden religiøst indhold. Vi giver unge mulighed for at vælge en konfirmation, der bygger på ikke-religiøse, humanistiske værdier som for eksempel at livet leves her og nu, at vi alle har ansvar for os selv, hinanden og vore omgivelser og må handle derefter.

Inspirationen kommer fra Norge, hvor omkring 13.000 unge hvert år bliver humanistisk konfirmeret hos Human-Etisk Forbund, der er søsterorganisation til Humanistisk Samfund.

Ved første danske humanistiske konfirmation i 2011 blev 12 konfirmeret hos Humanistisk Samfund, men siden er mange flere kommet til. I år bliver således 260 unge humanistisk konfirmeret ved arrangementer i København, Aarhus, Odense, Ringsted og på Bornholm. Nordjylland kommer altså i 2020 med som sidste landsdel.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...