Men det er nu man skal bide til bolle og tilmelde sig

KOMMUNEN: For 24. gang kaldes der til Højskoleuge på Aktivitetscenteret i Strandby.

Højskoleugen er et tilbud til førtidspensionister, og alle der er fyldt 60 år og bosiddende i Frederikshavn kommune.

Programmet har foredrag mandag formiddag med Folketingsmedlem Preben Bang Henriksen der fortæller om vejen til Folketinget og det daglige liv på Christiansborg.

Om eftermiddagen biografbesøg i Palads med filmen ”Livet begynder ved 63”.

Tirsdag formiddag fortæller Birgitte Vadsholt om fattighuse og gårde dengang i halvtredserne.

Om eftermiddagen besøges Søværnet Operative Kommando.

Onsdag formiddag er der samsang med Skagen Musikskolens utrættelige tovholder Tove Terp og om eftermiddagen rundvisning på Rais brændeovne i Vangen.

Torsdag besøges på Stidsholt Idrætsefterskole.

Fredag formiddag, besøg af Jonas Jacobsen fra Kirkens Korshær i Aalborg, der fortæller om hjemløse og maduddeling.

Fredag kl. 17 er der afslutning med festaften og underholdning af ”Munkebandet” fra Strandby.

Tidspunktet for Højskoleugen er 26. – 31. august, men selv om der er længe til, så er det nu man skal beslutte sig for der er tilmelding onsdag 12. juni.

Og da der kun er plads til 70 og da der plejer at være run på, så er det nu man skal bide til bolle.

Dørene åbnes kl. 8.30 og der uddeles numre - og så kan første man ikke rydde hele bordet, for man kan kun tilmelde sig selv plus én mere.

Hele programmet kan hentes på Aktivitetscentret Strandgården i åbningstiden.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...