Rikke Mathiesen blev udnævnt til årets arbejdsmiljørepræsentant på generalforsamling

KOMMUNEN: HK Kommunal i Frederikshavn Kommune, holdt onsdag aften generalforsamling hvor 85 medlemmer var mødt frem til en aften med fokus på HK og det faglige fællesskab.

Der var besøg fra HK Nordjylland af Katharina Anthonsen og Steen Hvidberg.

Fællestillidsrepræsentant Jesper Ø. Andreasen kom i sin beretning ind på de mange områder TR kollegiet dækker og det store arbejde der lægges for dagen, for at sikre optimale vilkår for alle under HK overenskomsten.

Frederikshavn Kommune er en arbejdsplads, hvor vi skal sikre fagligheden – vi skal sikre at den enkelte bliver set og hørt og der skal være en gensidig tillidsfuld dialog mellem ledelsen og medarbejderne. Dette er vi som HK ansatte med til at understøtte, fortalte Jesper Ø. Andreasen.

Arbejdsmiljø i Frederikshavn Kommune blev også vendt.

- At være i en organisation som vores, stor, med mange mennesker, mange fagligheder og mange måder at gøre den samme ting på, ja det kræver at der er fokus på arbejdsmiljøet.

I Frederikshavn Kommune forsøger vi alle hver eneste dag at være den bedste udgave af os selv, ingen går på arbejdet med tanke på at være en dårlig kollega, eller gøre livet surt for andre.

Desværre er der mange der har et presset arbejdsliv, og så kommer man til at agere på en ikke hensigtsmæssig måde.

Vi skal huske at se hinanden, vi skal tænke på, at lige pludselig vil der være en kollega vi siger på gensyn til, som vi ikke ser igen – nærhed rummer al den glæde, man kan give og have med hinanden.

Vi kan og skal ikke alle elske hinanden, men vi skal og bør respektere hinandens forskelligheder, lød det fra arbejdsmiljørepræsentant Lilly Pedersen i beretningen.

Efter den ordinære generalforsamling var det tid til at afsløre årets arbejdsmiljørepræsentant i Frederikshavn Kommune.

Valget faldt på Rikke Mathiesen fra Bibliotek og Borgerservice.

Hun blev valgt for sit store arbejde med at bygge bro mellem ledere og medarbejdere og for at skabe en åben og ærlig dialog. Rikke er altid klar hvis vi har brug for hende, udtalte kollegaerne.

- Rikke Mathiesen modtog prisen med et stort tak, og var alt for rørt til at kunne sige mere, selv en garvet HK kvinde kan blive rørt til tårer, hvor er det dejligt vi kan sætte pris på hinanden, sluttede Jesper Ø. Andreasen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...