Marianne Isen
Henning Böhm har alene mand og som hjertepatient sejlet på verdenshavene. Hør hans utrolige beretning i sognehuset 13. november. Privatfoto

"Med sisyfos ombord" er en hjertepatients fortælling. Henning Böhm gæster tirsdag den 13. november 2018 - kl. 16.00 - 18.00 Sognehuset, Kirkevej 7A og fortæller om hans singlehanded jordomsejling som hjertepatient.

Han fortæller om baggrunden for foredraget:

Det er min historie om tre års jordomsejling, som hjertepatient.

I 2010 fik jeg fire blodpropper i hjertet, alle indenfor ½ år. Min læge vurderede at jeg kun havde 1/3 chance for at overleve endnu et år.

Med denne fremtidsudsigt, besluttede jeg at hvis Vor Herre ville have mig, ja så ville jeg have lidt på "opleveren" inden. Så jeg hævede en pension, købte en 36 fods sejlbåd, sagde farvel til familie, planlagde min egen begravelse og sejlede så af sted, med tungt hjerte, men med kurs mod USA, med min kat Felix som gast.

Efter seks ugers sejlads på Atlanterhavet ankom jeg til USA, forstærkede båden på værft og lagde kursen sydover. Overlevede orkan på 62 m/s, hvor jeg to gange havde masten under vand. Fik 14 tænder slået ud, og var gul og blå over hele kroppen.

Da orkanen endelig sluttede efter 12 timer, måtte jeg tømme 3,8 tons vand af kahytten, alt elektronik var ødelagt, og jeg måtte returnere til Norfolk.

Jeg har også oplevet at blive vækket ved skumringstid, ved at en hval lå og gnubbede sig op af min båd- faktisk en skræmmende oplevelse at se så stort et dyr så tæt på, og hvor halen alene var større end min båd. Jeg har prøvet at blive angrebet af en hvid haj, idet jeg på trods af min kæmpe frygt for netop hajer, normalt slet ikke svømmer i havvand, i sydlige himmelstrøg, hvor der normalt kan være hajer.

Jeg er blevet bordet fire gange af US CoastGuard, de tre første gange var mit visa udløbet, men fik den forklaring at jeg jo var dansker, en "allieret, vi slås de samme krige". Så De var ligeglade med mit udløbne visa. Fjerde gang gik nu ikke så godt, idet jeg blev lagt i håndjern på ryggen og fik den besked at mit fly til Danmark ventede på mig, og båden var beslaglagt. Jeg fik dog mig forklaret, og fik så yderligere 14 dage til at være ude af USA.

I Fort Lauderdale, Florida, oplevede jeg at få en pistolmunding op i panden, og det var faktisk fra en politibetjent.

Jeg fik desværre yderligere to blodpropper i Fort Lauderdale, og yderligere indlagt med lungerne fyldt af vand, og en puls på 160. I den forbindelse blev jeg "stødt", imens jeg var vågen. Kan ikke anbefales !!

Slutteligt i forbindelse med sidste indlæggelse, konstaterede de amerikanske læger at jeg desuden havde en cancer. Så måtte afbryde min sejlads og Felix og jeg, måtte tage hjem til Danmark og få ordnet dette.

Selv om ovenstående lyder som en negativ sejltur, så har jeg haft utallige fantastiske positive oplevelser, mødt en helt fantastisk venlighed og hjælpsomhed på turen, og har i dag venner og sejlervenner fra hele verden.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...