Fra orkan til sommerhus i Skagen

SKAGEN: Et stykke ude ad Østre Strandvej ligger et smukt hus, som ofte får turister til at standse op og spørge: Hvad laver et norsk bjælkehus i Skagen?

Spørgsmålet er absolut forståeligt. Man skal lede længe efter noget mere forskelligt fra den kendte skagske byggestils gule huse og røde tage end dette smukke bjælkehus.

Dets historie begynder ikke i Norge, men på Sjælland. På et gods beliggende mellem Vordingborg og Præstø. Godsets navn er Lilliendahl. Det var omkring år 1900 ejet af greve, hofjægermester og kammerherre Christoffer Adam Valdemar Knuth(1855-1942). Greven havde ofte besøgt Skagen, hvor han boede på det store badehotel ude på Grenen. Men hans begejstring for Skagen førte til, at han omkring 1920 fik den idé at ville have sin egen sommerbolig her oppe.

Han fandt en grund tæt på Sønderstrand og begyndte at tumle med planer om, hvad der skulle bygges på den.

I 1921 rasede nogle voldsomme storme over Sydsjælland, og det resulterede blandt andet i, at en stor del af træerne på Lilliendal væltede. Nu skulle al denne træmasse være solgt, hvis grev Knuth, som den dygtige godsejer han var, havde fulgt ”reglerne”. Det gjorde han dog ikke. Han så en hel anden mulighed for anvendelse af de fældede træer. Her var jo byggematerialet til sommerboligen i Skagen.

Det skulle nemlig ikke være et hvilken som helst hus.

Kopi af gamle huse

Greven havde en norsk svigersøn, om han ofte havde været på jagt med i det område, der kaldtes Dagalid. Her havde han set de gamle norske bjælkehuse, der for manges vedkommende stammede helt tilbage fra vikingetiden. Sådan et hus ville han have i Skagen.

Han fandt en ”arkitekt”. Poul Emmanuel Richardt (1866-1938). Richardt blev cand. theol. i 1892, men virkede som sløjdlærer og startede i 1896 Richardts Sløjdskole, hvor der senere blev tilføjet en bogbinderiafdeling, som bl.a. havde Nanna Aakjær som elev. Efter at have konsulteret arkitekt Martin Nyrop på Københavns Rådhus, gik han i gang med at bygge bjælkehuse af rundt træ. Richard havde rejst en del i Norge og der var han blevet interesseret i de gamle norske bjælkehuse, og lige som den fra tv kendte ”bonderøv” gik han uden nogen egentlig uddannelse på området i gang med at tegne en kopi af de gamle huse til sig selv i Tibirke.

Det varede ikke længe, før folk kom og bad ham tegne et til dem også. Han kaldte sig bygmester, cand.theol., fordi han ikke havde nogen akademisk arkitektgrad og ikke ville smykke sig med lånte fjer, men af de ca. 300 bjælkehuse, der blev opført i Danmark i årene 1915-1935, stod han for de ca. 90. Han byggede bl.a. det senere nedbrændte klubhus på Vejle stadion og Rebildhuset til dansk-amerikanerne.

Grevens hus blev bygget på gårdspladsen på Lilliendal. Dog uden vinduer og døre. Selve byggemetoden var den, som man stadigvæk følger, når man bygger bjælkehuse i Norge. Der er ikke anvendt skruer eller søm ved opbygningen af væggene. Bjælkerne er samlet ved hjælp af trætapper på ca. 20 centimeters længde og med en tykkelse lidt tyndere end et kosteskaft.

Tunge bjælker

Da greven havde godkendt huset blev alle bjælkerne nummererede med brændmærker. Disse blev lavet ved hjælp af smedejernsnumre fra 1-10. Disse specielle jern blev fremstillet af smeden i Mern og findes stadig hos den sidste ejer af det tømrerfirma, der byggede huset.

Huset blev skilt ad og de enkelte dele transporteret ned til Kalvehavehavn, hvorfra det blev sejlet til Skagen.

Grevens grund lå ned til klitterne ved Sønderstrand, og det har været et stort arbejde at transportere de tunge bjælker ad den dengang sandede vej hen til grunden.

Huset blev opført, og bærer den dag i dag tydeligt præg af, at det er inspireret af de norske huse. Det har enkeltheder i det ydre, som røber slægtskabet med gamle vikingehuse. Blandt andet de fine drageudskæringer, som pryder gavlene og spidsen på taget ud mod vejen. Inde i pejsestuen kan man se endnu et eksempel på vikingetraditionen. En stor søjleagtig bjælke, som bærer huset specielle tagkonstruktion, har nogle stilfærdige udskæringer. De er lavet af arkitektens hustru, som var billedskærer, og som vist egentlig gerne ville have lavet flere udskæringer i stil med dem, man kan se også i de norske bjælkehuse, som hendes mand har været med til at bygge rundt om i Danmark.

Huset blev de næste 20 år grevens yndede sommerbolig. Grevinden var ikke med. Hun tilbragte somrene på sin slægts gods, ”Egelykke”, på Langeland. Hun var ud af familien Steensen-Leth, og det var på baggrund af Constance Steensen-Leths og Grundtvig kærlighedshistorie, Kaj Munk skrev sit skuespil ”Egelykke”.

Badede nøgen

Nu skal man ikke tro, at greven gik ensom rundt i sit dejlige hus i Skagen. Han havde sin ”massøse” med her op. Det vidste alle. Også grevinden. Greven og hans massøse var noget avancerede for den tids skawboer. Elskerinden badede nemlig nøgnen i havet ud for huset!

Greven døde i 1942 og blev begravet i familiegravstedet på Sjælland. Samme år døde grevinden, men hun blev efter eget ønske begravet på Langeland i nærheden af sit elskede ”Egelykke”.

Efter grevens død blev huset solgt til overlæge Hvidt, som brugte huset som sommerbolig en kort årrække. Herefter blev huset solgt til den finske kommerceråd, A.H. Elfving fra firmaet Fin Fisk. Blandt skawboerne kaldet ”finnefatter”.

Han lod huset ombygge til helårsbolig. Han fik lagt centralvarme ind, lod indrette et ekstra soveværelse og et badeværelse. Det havde der ikke været før. Grev Knuth havde den samme indstilling som Degn Brøndum. Hvad skulle man med et badeværelse, når man havde havet lige uden for døren? Elfving fik også indrettet en sauna. Han var jo finne!

Derudover fik han bygget et ekstra hus på grunden med værelser til tjenestefolk. Der blev også i dette hus indrettet fyr- og vaskerum. Dette hus bebos i dag af Finn og Palle, som driver stedet.

Da familien Elfving i slutningen af 1950’erne rejste hjem til Finland, blev huset solgt til fiskeskipper Sigurd Jacobsen, der havde været en af pionererne i fiskeriet i Barentshavet.

Sigurd Jacobsen døde i 1972, og han enke mageskiftede med fiskeskipper Willy Gajhede, S. 225 Caprice. Hun synes, at huset var for stort til hende, og da familien Gajhede havde et lille hus, som var passende for hende og gerne ville have noget større, ”byttede” de.

Ingen tv

I foråret 1992 købte Finn Bredahl Jørgensen huset og åbnede ”Finns Hotel Pension” den 9. juni samme år. Det var dengang Danmarks mindste hotel. Det har plads til 11 gæster fordelt på fem dobbeltværelser og et enkeltværelse.

Stedet bliver i dag drevet som ”Finns B&B”. Det sige, at der ikke længere bliver tilbudt frokost- og middagsmåltider. Der må ikke tilberedes mad på værelserne, men man må gerne nyde ”take-away”-mad på værelserne eller i haven. Kaffe og the kan bestilles, men andre drikkevarer kan ikke købes.

Huset er indrettet meget hyggeligt med antikviteter og flotte gamle møbler. Der findes ikke tv i huset, for som Finn siger: ”Hvis man er taget til Skagen for at se fjernsyn, kan man lige så godt blive hjemme”.

Pejsestuen er også bibliotek med mange bøger om Skagenmalerne, og der er selvfølgelig også en del teaterlitteratur. Finn er jo tidligere skuespiller og teaterinstruktør og arbejdede i mange år på Odense teater, hvor han også fik sin uddannelse

Finn og hans partner, Palle, står for alt i den daglige drift, hvilket vil sige booking, ind- og udscheck af gæster, rengøring, madlavning, servering, indkøb, have og meget andet.

Finn siger selv, at det er et bevidst valg af denne livsstil, og så er Skagen, efter hans mening, ikke det værste sted at opholde sig.

Skrevet af Poul Bernth

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...