Selv om det er Halloween er der masser af ønskeengle i midtbyen

Open by Night i morgen i Skagen har Halloween som tema, og det betyder naturligvis, at der bydes på masser af gys og uhygge for både store og små i gadebilledet og i forretningerne – og ud på aftenen såmen også i biografen.

Men der er nu også mulighed for at hilse på venligere og fredeligere ”væsener”, nemlig en lille flok engle – ønskeengle.

De er at finde på det lille torv ved springvandet fra ved 16-tiden i boder, som er julepyntet, så der er de rette omgivelser for Ønske-englen.

Skagens Ønske-engel har i flere år været formidler, så der i alle familier er mulighed for at give børnene en julegave – også i de familier, hvor økonomien er meget stram.

Sådan er det ikke hos alle, og Ønske-englen får hjælp fra mange, der har mulighed for det, når der skal købes julegaver.

Ønske-englen er et privat initiativ, og i morgen er der lejlighed til at møde nogle af initiativtagerne og til at høre nærmere om Ønske-englens virke, og der er mulighed for at støtte initiativet ved at købe en pynte-engel – eller flere.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...