KENDT ANSIGT: Christian Mose Sørensen starter 1. marts. Pia Fonseca stopper, da hun vil blive boende i Hirtshals og ikke flytte til Skagen

SKAGEN: Skagen Kultur- og Fritidscenter, har med virkning fra 1. marts 2019 ansat Christian Mose Sørensen som nye centerleder i stedet for Pia Fonseca. Det oplyser formanden for Skagen Kultur- og Fritidscenter Thorben Pedersen.

For fodboldmanden Christian Mose Sørensen er der tale om at træde ind på en ny bane, hvor han skal samarbejder med en række foreninger, der bruger hallen heriblandt Skagen Festival og gymnastikforeningen.

Christian Mose Sørensen er formand for Skagen Idrætsklub (SIK) i den egenskab som en væsentlig initiativtager omkring den årlige fodboldturnering Skawcup, der for Skagen Kultur- og Fritidscenter har et væsentligt samarbejde. De seneste fire år har Christian Mose Sørensen været ansat som sælger på Skagen Bryghus. Men nu skal han altså arbejde på fuld tid med fritidslivet i byen.

- Det er lidt af et drømmejob, som jeg glæder mig til at sætte mit præg på, siger Christian Mose Sørensen, der er opvokset i Skagen og vendte tilbage til byen for omkring 22 år siden.

- Jeg fandt allerede ud af som ung, at jeg havde mere talent for det organisatoriske arbejde end som udøvende sportsmand, siger han med et stort smil.

- Jeg var som 16-årig næstformand i Skagen Bordtennisklub, og i de år jeg var væk fra Skagen har jeg været aktiv i blandt andet Lyngby Boldklub og OB, fortæller han og siger i den forbindelse, at han forlader formandsposten i Skagen IK til generalforsamlingen i marts.

- Af habilitetsgrunde kan jeg ikke fortsætte som formand, men jeg vil selvfølgelig være meget involveret i SkawCup nu som leder af Skagen Kultur og Fritidscenter.

Han ved via sit frivillige arbejde som turneringsleder af SkawCup, at de bruger SKFC meget i løbet af turneringen.

- Vi har 6-800 spisninger her og 200 overnatninger. 15-17 procent af de overnatninger SKFC har kommer i løbet af SkawCup, oplyser han.

Den nuværende leder Pia Fonseca. Pia ønsker af private årsager ikke at fortsætte som leder af Skagen Kultur- og Fritidscenter, da det ikke er muligt for hende at flytte fra Hirtshals til Skagen sådan som aftalen var med bestyrelsen, da hun tiltrådte for et år siden.

- Bestyrelsen må med beklagelse tage Pia beslutning til efterretning. Vi siger Pia tak for en god og spændende tid, som hun har medvirket til i Skagen Kultur- og Fritidscenter, samt ønsker vi hende held og lykke i sit virke fremover, siger Thorben Pedersen.

Christian Mose Sørensen fylder rundt 21. juni, og synes at det er tilstrækkeligt at være i fokus den dag, som han markerer privat. Derfor har han intet ønske om at der inviteres til en reception i forbindelse med hans tiltrædelse som centerleder 1. marts.

- Jeg har det som person også bedst med at banke på folks dør og tale med dem direkte. Nu vil jeg bruge den første tid på at lande og finde ud af, hvilken type forretning, jeg som leder har at gøre med. Men derefter skal vi i gang med et strategiplan, hvor jeg har mange ideer til, hvad vi kan gøre også i mere kommerciel retning. Jeg har som skagbo et stort kendskab til byen og et meget stort netværk, som jeg glæder mig til at samarbejde med.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...