Der er travlhed på bibliotekets afdelinger fra Skagen til Sæby

KOMMUNEN: Hele februar måned sætter Bibliotek og Borgerservice Frederikshavn fokus på havet. Et bredt tilbud af arrangementer bringer tilhørerne til, på og under havet. Det kommer til at handle om havneudvidelser, historier, udvikling og oplevelser.

I en kommune med langt over 100 km kystlinje vil havet helt naturligt få en kæmpe indflydelse. Dertil komme mindst tre store havne og nogle mindre, hvor det maritime liv udfolder sig på mange forskellige måder.

Det er derfor ikke tilfældigt, at biblioteket har valgt at sætte fokus på netop havet, som forårets særlige tema med mange forskellige arrangementer både for børn og voksne. Det kommer til at handle om havneudvidelser, historie, udvikling og personlige beretninger. I vinterferien skal de kreative sider i spil med havet som tema, og så skal vi bruge jeres perspektiv. Biblioteket sætter gang i en fotokonkurrence, hvor du er inviteret til at vise dine bedste fotos fra havet.

Havneudvidelse og tunfisk

På Frederikshavn Bibliotek fortæller museumsinspektør Hans Munk Pedersen den fantastiske historie om Frederikshavn Havn – fra lille fiskerflække og naturhavn til den helt aktuelle dybvandshavn anno 2020.

Tunen – verdens stærkest rovfisk er tilbage i vore lokale farvande. Professor Kim Aarestrup og Claus Sørensen, MarineXperten fortæller om det spændende arbejde med mærkning og forskning.

Et helt andet perspektiv sætter Jakob Kjærsgaard på aftenen under temaet ”Den røde Brænding”, der handler om danske beretninger fra D-dag.

”Spis, Snak, Syng og Lyt er en hyggelig aften med både mad, litteratur og sang under det fælles tema havet.

Kig også ind på børnebiblioteket, hvor der er masser af skumsprøjt, når vi tæller arme på blæksprutter og laver forunderlige havdyr af hverdagens skrot.

Bibliotekerne i Sæby og Skagen springer også på kreabølgen.

Et helt specielt projekt i vinterferien er ”Flaskeposter til Grønland”. Kunstner Lotte Dyhrberg kommer til Frederikshavn, Skagen og Sæby, og hjælper os med at dekorere flaskerne efter alle kunstens regler. Men det vigtigste er indholdet, og derfor skal deltagerne lave et brev, en tegning eller noget andet fantastisk. Flaskeposterne bliver efterfølgende sendt over havet, hvor de bliver udstillet på Grønlands Landsbibliotek i Nuuk.

Sæby og Skagen

I tre dage har Sæby Bibliotek en åben kreaworkshop med ”Forunderlige Havdyr” på programmet, hvor hverdagens skrot omdannes til helt personlige havdyr.

På Skagens Bibliotek kan du høre om udvidelsen af Skagen Havn, og så viser arkivar Hans Nielsen lokalhistoriske film og fortæller om skagboernes relationer til havet.

På Ålbæk Bibliotek venter to år sejlads med familien Rosentoft.

Gå selv på opdagelse i bibliotekets forårsprogram, du finder det på hjemmesiden og rent fysisk på dit lokale bibliotek.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...