Vores mand i America er titlen på en ny dansk dramatisk film, og filmen har premiere i Skagen Bio sidst på eftermiddagen på søndag, 23. august.

Handlingen foregår under Anden Verdenskrig – men ikke så meget i Danmark, selv om den i høj grad drejer sig om Danmarks rolle under besættelsen.

9. april 1940 angribes Danmark af det nazistiske Tyskland med krav om øjeblikkelig og betingelsesløs kapitulation.

Regeringen overgiver sig efter få timer og indleder herefter samarbejde med nazisterne.

Men på den anden side af Atlanten sidder Danmarks ambassadør i Amerika, vovehalsen og verdensmanden Henrik Kauffmann, der er villig til at sætte alt på ét bræt.

Henrik Kauffmann havde afgørende betydning for Danmarks skæbne både under og efter krigen. Under krigen som Danmarks rebelske ambassadør i Washington, der startede sin egen modstandskamp, da den danske regering overgav sig til nazisterne.

I sin radiotale på landsdækkende amerikansk radio 9. april 1940 annoncerede han, at han ikke længere ville tage imod ordre fra den danske regering, da den ikke havde en fri vilje.

Kauffmann gjorde det klart, at han anså sig selv som den eneste sande repræsentant for den danske befolkning og at han ville kæmpe for at vinde friheden tilbage.

Vores mand i America er en af filmene i Biografklub Danmark.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...