GF Forsikrings fond har netop åbnet for ansøgninger til årets trafiksikkerhedspulje på 400.000 kroner. Nu efterlyser fonden nye gode trafikprojekter, der gør en aktiv indsats for trafiksikkerheden.

KOMMUNEN: I 2019 kom 3.076 personer til skade i trafikulykker i Danmark, mens 199 mistede livet. Det viser Vejdirektoratets ulykkesstatistik, som netop er udkommet.

Men hvordan kan vi forbedre trafiksikkerheden uden at vente i årevis på opførelse af cykelstier og trafiklys samt lovgivning om brug af cykelhjelm?

Det spørgsmål stiller GF Forsikrings fond, der efterlyser trafikprojekter, som de kan støtte med midler fra GF Trafikpris.

- Desværre er trafiksikkerhed ikke en opgave, som myndighederne og politikerne kan løse egenhændigt. Det er vores allesammens ansvar at sænke farten, se os godt for og have overskud til vores medtrafikanter. Og det vil vi gerne sætte fokus på, siger Gunnar Hansen, der er bestyrelsesformand for GF Forsikring og medlem af GF Fondens trafikpriskomite.

- Med GF Trafikpris skaber vi ikke kun opmærksomhed omkring den bekymrende statistik. Vi giver også en økonomisk håndsrækning til en række trafikprojekter, som kan være med til at forbedre trafiksikkerheden og gøre det mere sikkert for bløde såvel som hårde trafikanter at færdes på de danske veje, fortsætter Gunnar Hansen.

Bag den nationale pris står GF Forsikrings fond, der lige har åbnet op for nye ansøgninger til den 400.000 kroner store pulje. Trafikprisen har til formål at støtte lokale trafikprojekter, der har potentiale til større udbredelse og derigennem til at forbedre trafiksikkerheden i hele Danmark.

Derfor opfordrer GF Forsikrings bestyrelsesformand også frederikshavnerne til at komme på banen med konkrete aktiviteter og projekter.

- Det er et virkelig vigtigt emne at tage fat på, og derfor vil vi gerne opfordre til, at man sender en ansøgning om GF Trafikpris, hvis man arbejder på et godt lokalt trafikprojekt med potentiale til udbredelse til hele landet, understreger Gunnar Hansen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...