GF er klar med trafikpris til ideer, der kan nedbringe antallet af tilskadekomne i trafikken

FREDERIKSHAVN: I 2020 må der maksimalt være 120 trafikdræbte og 2000 tilskadekomne i trafikken om året.

Det er Færdselssikkerhedskommissionens ambitiøse mål for trafiksikkerheden i Danmark.

Men selvom vi er på rette vej, og ulykkesraten er nedadgående, er der stadigvæk lang vej til målet.

I 2018 kom 3287 personer til skade i trafikulykker i Danmark, mens 171 mistede livet.

Det viser Vejdirektoratets ulykkesstatistik, som netop er udkommet.

- Trafiksikkerhed er ikke noget, som myndighederne kan løse alene. Det er i høj grad den enkelte trafikants ansvar at sænke farten, se sig godt for og køre sikkert, når de bevæger sig ud på vejene. Hos GF vil vi gerne sætte fokus på den store opgave, det er at øge trafiksikkerheden, siger Jens Jørgen Vinther, Frederikshavn, der er formand for både GF Nord og GF Fonden.

- GF Trafikpris giver en hjælpende hånd til nogle af de mange gode trafiksikkerhedsprojekter, der findes. Derfor vil jeg i høj grad opfordre alle engagerede borgere til at sende deres projektforslag til os, så vi kan skabe mere sikkerhed i trafikken, fortsætter Jens Jørgen Vinther.

Bag den nationale pris står GF Forsikrings fond, der lige har åbnet op for nye ansøgninger til den 400.000 kroner store pengepulje. Trafikprisen har til formål at støtte lokale trafikprojekter, der har potentiale til større udbredelse og derigennem til at forbedre trafiksikkerheden i hele Danmark.

- Det vigtigste i vores udvælgelse er at finde en god ide, som også kan udføres i praksis. Udover at projektet naturligvis skal have et relevant trafiksikkerhedsmæssigt mål, skal det også have et lokalt afsæt, samtidig med at det har potentiale til at blive udbredt i hele Danmark, fortæller Lars Binderup Larsen.

Han er formand for GF Fondens trafikpriskomite, overlæge ved Ulykkes Analyse Gruppen på Odense Universitetshospital og desuden medlem af Havarikommissionen for Vejtrafikulykker.

- Desværre har vi set flere tilskadekomne cyklister og fodgængere i de seneste år. Derfor eftersøger vi blandt andet projekter, som kan gøre trafiksikkerheden bedre for de såkaldte bløde trafikanter, som er særligt udsat i trafikken. Men vi tager naturligvis også imod ansøgninger, der har bud på løsninger til andre lokale trafiksikkerhedsproblemer, forklarer Lars Binderup Larsen.

GF Trafikpris uddeler i alt 400.000 kr., der bliver fordelt over flere projekter.

For at komme i betragtning til GF Trafikpris skal man gå ind på www.gftrafikpris.dk og sende en ansøgning med en beskrivelse af sit projekt.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...