Benedicte Riis har rejst jorden rund på en lidt anden måde end de fleste gør

FREDERIKSHAVN: Mange drømmer om at slippe ud af hverdagens trædemølle og kaste sig ud i det store eventyr - gerne på eksotiske breddegrader.

Onsdag 23. januar, kl. 19.30 kan man møde eventyreren Benedicte Riis på Frederikshavn Bibliotek.

Hun har rejst jorden rundt - men på helt nye måder.

Pengene og den økonomiske sikkerhed er oftest det, der vinder, når lysten til at kaste sig ud i det uvisse eventyr melder sig. Benedicte Riis har valgt en anden indgangsvinkel, der giver hende mulighed for at bruge hele verden både som sin legeplads og arbejdsplads. Hun har sejlet sin båd over Atlanten og Stillehavet og kørt i sin gamle bus fra Alaska til Kap Horn.

Eventyrer med flere talenter

Benedicte er forfatter, musiker og som eventyrer medlem af Eventyrernes Klub. Det har givet hende mulighed for at spille koncerter, holde foredrag og opsætte musicals på skoler over hele verden.

I sit foredrag fortæller Benedicte om at arbejde sig rundt om jorden på nye måder, tænke anderledes om penge, status og tryghed. At holde kursen og sejle igennem storm og modgang til man ser resultaterne af sine anstrengelser, og kan fejre livet sammen med mand, børn og børnebørn.

Skabte Tante Andante

Benedicte Riis er født på Frederiksberg og opvokset i Ebeltoft og Als Østjylland, og blev uddannet lærer. I 1989 tog hun de første smagsprøver på det store rejseeventyr, og det har siden taget fart. I 1996 grundlagde hun Tante Andantes Hus i Ebeltoft, som efterhånden er at finde i 12 lande over hele verden. Konceptet er et skørheds- og læringshus med skandinavisk kreativitet og innovativ læring.

Hendes forfatterskab omfatter bl.a. ”Karen Blixens far blandt indianere”, ”Søndag i Sofia” og ”Slip drømmene fri - bliv skipper i dit eget liv”.

Billetter finder man på bibl.frederikshavn.dk under Det sker eller på dit lokale bibliotek i den betjente åbningstid.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...