Borgmester-roser som optakt til frivillig fredag

KOMMUNEN: Foreningslivet er i vækst - flere og flere finder samme om netop deres interessefælleskaber.

Samtidigt løfter de frivillige mere og mere i flok - noget, som vi blandt andet markerer på fredag 27. september på frivillig fredag.

Det er vigtog for kommunens sammenhængskraft og derfor er borgmester Birgit Hansen også på banen med et indspark om foreningslivet og frivilligheden.

Vi giver ordet til borgmesteren:

Forleden skulle jeg dele medaljer ud til DM i ponydressur i Frederikshavn.

Der var naturligvis dygtige ponyer og ryttere, men jeg bemærkede i høj grad også antallet af frivillige.

100 frivillige deltog op til, ved afviklingen og ved oprydning.

100 frivillige. Det vil jeg gerne råbe højt tak for.

Kan det blive lidt kvalmt at rose, især når vi er nordenfjords?

Så stop med at læse nu.

Når jeg kommer rundt, bliver jeg for en stund en del af de mange lokale arrangementer.

Der er rigtig mange!

Jeg bliver helt paf, når jeg ser den store indsats, der bliver lagt i arbejdet. Derfor dette indlæg.

Vi i Frederikshavn Kommune spænder vidt:

DM ridesport, istølt, hundestævner, stævner i fodbold, håndbold, badminton, floorball, ishockey, dart, billard, vinterbadefestival, cupper, festivaller, musik, handicapidræt special olympic games – og jeg kunne blive ved.

Det er svært ikke at smile stolt, når jeg ser den kæmpe store frivillige indsats, der hver dag sker rundt omkring:

I klubberne, i foreningerne, i borgerforeningerne, læsehunde, besøgsvenner, frivillige på vores ældrecentre.

Også her kunne jeg blive ved.

Til store arrangementer tager de frivillige altid fat til stor glæde for alle os andre, som nyder f.eks. en koncert eller en stor sportsbegivenhed.

Men også til dagligt er der en masse mennesker, der gør vores liv lidt mere spændende og indholdsrigt: spejderlederen, træneren, baneopkridteren, korlederen, “cafeteriebanden” i klubhuset eller i hallen, osv osv.

Nogle vil tænke: hvad sker der med hende?

Sådan har det da altid været.

Sådan er vores kultur og traditioner i by og opland.

Jo, men ikke desto mindre må jeg bare udtrykke et stort TAK.

Både fra mig personligt men jeg tillader mig også på vegne af alle andre, som hver dag får glæde, nærvær og udvikling skænket af en frivillig.

Vores kommune kan ikke uden jer. I er alle sammen en del af vores liv fra vugge til grav.

Det var bare det, jeg ville - tusind tak for indsatsen.

I gør os rige på den allervigtigste måde - nemlig på menneskelig kapital.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...