Beskidt arbejdstøj kan være vejen til en grøn fremtid

NORDJYLLAND: Beskidt arbejdstøj kan meget vel være en af vejene til en grøn fremtid. Det står klart efter at en enig jury onsdag aften kunne udråbe Toil’N’Moil fra Frederikshavn som vinder af årets udgave af konkurrencen Tag Fat.

Siden det tidlige forår har sammenlagt 124 nordjyske virksomheder dystet i den regionale bæredygtigheds-konkurrence.

De 124 virksomheder repræsenterer et bredt udsnit af det nordjyske erhvervsliv, idet både små og store virksomheder og virksomheder, der enten er født bæredygtige eller efter etableringen er slået ind på en grøn strategi, har dystet mod hinanden.

Finalen fandt sted hos Råt&Godt i Aalborg - og finalefeltet bestod af 11 virksomheder - én fra hver kommune i Nordjylland.

FAKTA

Finalefeltet i årets udgave af Tag Fat-konkurrencen

De 11 nordjyske finalister, der dystede om førstepladsen:

Fra Brønderslev Kommune: Green Instruments

Fra Frederikshavn Kommune: Toil ’N’ Moil

Fra Hjørring Kommune: BJERG Arkitektur

Fra Jammerbugt Kommune: SEP NORD

Fra Læsø Kommune: Læsø Shoppen

Fra Mariagerfjord Kommune: PowerCon

Fra Morsø Kommune: HeavyZleep

Fra Rebild Kommune: Induflex

Fra Thisted Kommune: Convert

Fra Vesthimmerlands Kommune: Leoka

Fra Aalborg Kommune: Komproment Danish Building Design

Selv om juryen undervejs har været på en særdeles hård opgave, stod det alligevel klart, at frederikshavnske Toil'N'Moil løb med den endelige sejr.

Toil'N'Moil er født som en bæredygtig virksomhed og har siden 2018 arbejdet med bæredygtigt arbejdstøj. Siden etableringen er virksomheden lykkedes med at indarbejde en cirkulær forretningsmodel, hvor kunderne tilbydes at returnere deres brugte arbejdstøj til virksomheden, når det er slidt op.

Derefter bliver tøjet enten recycled, upcycled, eller fibrene genbrugt i en ny produktion. Kunderne optjener tilmed point, når de afleverer det brugte arbejdstøj, som siden kan anvendes i Toil'N'Moils webshop til køb af nyt arbejdstøj.

Ida Dybdal Pedersen, produktchef, Toil’N’Moil siger om hæderen:

- Vi er lidt tomme for ord over, at det blev os, og meget overraskede.

Rikke Bergmann Pedersen, driftsdirektør, Toil’N’Moil tilføjer:

- Det her kan blive en løftestang for os - også i forhold til omtale. Nu handler det om at få vores koncept udbredt - og så er det jo også fedt at en del af præmien er et udviklingsforløb.

I sin tale til vinderne sagde Pernille Møller, repræsentant for juryen og Netværk for Bæredygtig Erhvervsudvikling Norddanmark (NBE), følgende:

- Årets vinder af Tag Fat har præsteret at gå foran i den måde, hvorpå de håndterer materialer, og de kan uden tvivl inspirere andre virksomheder. Toil'N'Moil har formået at levere, hvad kunderne har behov for og ikke kun, hvad de efterspørger. Vi ser meget frem til at rykke virksomheden endnu længere på den grønne front med et skræddersyet bæredygtighedsforløb hos os, og vi er meget stolte over at kunne udråbe Toil'N'Moil som den endelige vinder af Tag Fat.

FAKTA

Om Tag Fat-konkurrencen

Tag Fat, der arrangeres af Erhvervshus Nordjylland, ønsker at rette fokus mod bæredygtighed i et forretningsmæssigt perspektiv via principperne for cirkulær økonomi. Det betyder øget fokus på virksomheder, som tager aktive skridt for at sikre, at produkter, materialer eller ressourcer forbliver i cirkulation så længe som muligt. Det sikrer en forretning, der arbejder for at minimere forbruget af jordens ressourcer.

Hvis man som virksomhed vil gøre sig gældende i konkurrencen - og ønsker at indarbejde den cirkulære økonomi - kan man blandt andet gøre følgende:

• Mindske miljøbelastningen, f.eks. gennem reduktion af energi- og/eller ressourceforbruget i produkter eller ydelser, i fremstillingsprocesser, i virksomheden generelt eller ved at reducere eller fjerne brugen af miljøfarlige stoffer

• Bruge genanvendte/genanvendelige materialer

• Designe eller indarbejde nye produkter, ydelser eller løsninger, der gør det lettere at minimere spild, genanvende, reparere og/eller opgradere. Det kan f.eks. være design for længere levetid, lettere adskillelse, brug af digitale løsninger til håndtering af materialestrømme eller opdateringer af software i produkter/ydelser.

• Gentænke forretningsmodeller, produkter, ydelser og løsninger, f.eks. tilbagekøbsordninger på produkter eller leasing/servicemodeller på produkter/ydelser

• Inddrage hele eller dele af organisationen i arbejdet med bæredygtige initiativer og tiltag

•Stille krav til leverandører, f.eks. i form af certificeringer eller dokumentationskrav ift. ressourceforbrug og miljøbelastning

Læs mere på www.tag-fat.dk

Også Erhvervshus Nordjylland - der i et tæt samarbejde med de 11 lokale erhvervskontorer, NBE, Region Nordjylland, Dansk Byggeri, Dansk Industri og Aalborg Universitet har varetaget bæredygtighedskonkurrencen - ser et stort og uudnyttet grønt potentiale hos de nordjyske virksomheder.

I en pressemeddelelse siger projektleder Sara Skovrup:

"Spredningen blandt alle 11 finalister har været meget stor, men fællesnævneren er, at de hver og en står med muligheden for at gå forrest, når det gælder forretningsudvikling med fokus på cirkulær økonomi. Den grønne omstilling er ikke alene en nødvendighed. Tag Fat viser med al tydelighed, at det også er et meget blåt ocean, hvor de tidlige aktører står til at høste kæmpe fordele i de kommende år."

FAKTA

Juryen, der udpegede Tag Fat-vinderen

Juryen, der sammen udpegede vinderen af Tag Fat, bestod af:

Christian Nielsen, institutleder ved Department of Business and Management på AAU,

Martin Fabiansen, direktør i Miljømærkning Danmark,

Mette Schmidt, teknik- og miljøchef i Port of Aalborg,

Nicolaj Holm, adm. direktør i Aalborg Kongres og Kultur Center

Pernille Møller, teamleder i Netværk for Bæredygtig Erhvervsudvikling Norddanmark.

Bag det endelig valg af Toil'N'Moil som vinder ligger en vurdering af, i hvor høj grad virksomhedens grønne tiltag er innovative i forhold til sammenlignelige virksomheder - og i hvor høj grad kan de grønne tiltag tjene som inspiration for andre virksomheder - og i hvilken udstrækning, virksomhedens grønne tiltag og øvrige forretningsmodel understøtter den grønne omstilling i Nordjylland.

FAKTA

Om Erhvervshus Nordjylland

Erhvervshus Nordjylland er ét af seks Erhvervshuse i Danmark, der er vedtaget ved lov og understøttes af staten og kommunerne.

I Erhvervshus Nordjylland, der også har en filial i Nykøbing Mors, kan alle virksomheder få kortlagt deres forretningsmuligheder af uvildige erhvervskonsulenter. Man kan trække på konsulenters specialiserede viden, og Erhvervshus Nordjylland åbner dørene til et stort netværk af øvrige offentlige og private aktører.

Erhvervshus Nordjylland indtager en knudepunktsfunktion i det samlede nordjyske erhvervsfremmesystem og er derudover operatør på programmer, der via privat rådgivning gør det muligt at igangsætte målrettede udviklingsforløb.

Erhvervshus Nordjylland står derudover i spidsen for at udvikle den regionale erhvervsfremmestrategi for Nordjylland.

Læs mere på www.ehnj.dk

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...