Den første uge i september dedikeres til en verdensmålsuge

KOMMUNEN: Frederikshavn Kommunes Verdensmålsudvalg er trukket i arbejdstøjet, og på udvalgets første møde blev det første konkrete initiativ søsat - nemlig en Verdensmålsuge.

I denne uge vil der i hele kommunen blive sat fokus på FN’s Verdensmål.

Ugen munder ud i Verdensmålsfestivalen Danmark for Målene, der handler om at omsætte verdensmålene til hverdagsmål.

Festivalen finder sted i og omkring Rådhusparken i Frederikshavn fredag 4. september, og alle har mulighed for at melde sig på banen – dagtilbud, skoler, ungdoms- og videregående uddannelser, virksomheder, butikker, restauranter, foreninger og borgere.

- Verdensmålsudvalget er sat i verden for at omsætte FN’s Verdensmål til konkrete handlinger.

- Vores mission er at bringe lokal viden, erfaringer og kompetencer i spil til gavn for en bæredygtig fremtid. Med Verdensmålsugen og Danmark for Målene tilbyder vi en platform, hvor man kan skabe synlighed om, hvad vi hver især kan gøre for at leve mere bæredygtigt og købe bæredygtigt ind.

- Og vi inviterer ind i en ramme, der giver mulighed for at danne nye samarbejdsrelationer, fællesskaber og partnerskaber, siger Birgit S. Hansen, borgmester og formand for Verdensmålsudvalget, Frederikshavn Kommune.

Verdensmålsudvalget vil gerne involvere alle interesserede i arbejdet med bæredygtighed og opfordrer til at gå en tur i tænkeboksen den kommende tid.

Verdensmålsugen er et fælles projekt, og alle, der har lyst, får mulighed for at bidrage.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...