Kringlet vej til sommerens operaskole i Skagen for ung nordjysk sopran

SKAGEN: Vejen til denne sommers operaskole i Skagen har været kringlet for den 25-årige nordjyske sopran, Kristel Vinter Knudsen.

I denne uge får hun sammen med 14 andre unge operasangere under uddannelse fra Danmark, Norge, Finland, Tyskland og Holland skolet sin store stemme af nogle af den danske operaverdens bedste undervisere på Skagens “International Opera Masterclass”.

- Spændende og lærerigt, synes hun, der ved afslutningskoncerten lørdag aften i Skagen Kirke vil kunne høres i partier fra to Mozart-operaer, Cosi fan tutte og Don Giovanni.

Sprogstudier i Skotland

Hendes glæde ved både sprog og sang førte hende efter en studentereksamen på Hasseris Gymnasiums internationale linje i første omgang til studier i tysk og russisk på University of St. Andrews i Skotland, selv om hun sideløbende med gymnasiet også havde afsluttet Musikalsk Grundkursus i Aalborg, der giver afgang til at søge optagelse på musikkonservatoriet.

- Det var jeg ikke klar til, og som et slags sabbatår tog jeg til Skotland og læste, men blev hængende i fire år, kronet med en master i tysk og russisk, dog - takket være stipendier - med sang som sidefag, fortæller Kristel Vinter Knudsen.

Herefter vandt sangen, og hun fortsatte til Royal Welsh College of Music and Opera i Cardiff i England, hvorfra hun nu kan rykke op i den to-årige operaskole.

Vil gerne hjem

- Dernæst håber jeg på at kunne vende hjem til Danmark og blive optaget på det nye “Young Artist Program”, som Operaakademiet i København har oprettet, fortæller hun.

Det er da også på opfordring af Operaakademiets forstander, Anne Margrethe Dahl, der er primus motor og underviser på operaskolen i Skagen, at Kristel Vinter Knudsen deltager i sommerskolen.

- Kristel har en stor og skøn stemme, roser Anne Margrethe Dahl.

Synger i kirker

Kristel Vinter Knudsen er opvokset i Nørresundby, hendes mor er fra Østervrå, og hjemme på hyppige besøg er der ofte bud efter hendes smukke stemme fra kirker både syd og nord for fjorden, bl.a. Aalborg Domkirke og til Allerhelgen Jetsmark Kirke.

Men fremtidsdrømmen er at stå på en operascene.

En stor og skøn stemme, lyder chefen for Operaakademiet, Anne Margrethe Dahls skudsmål af Kristel Vinter Knudsens sangtalent.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...