SKAGEN: Væltede træer, flyvende havemøbler og løbske trampoliner. På trods af at efteråret på kalenderen kun lige er begyndt, har Danmark allerede været ramt af store nedbørsmængder og kraftig blæst.

Alene i august har Danmark i flere tilfælde oplevet kraftigt blæsevejr.

Det har givet næsten fire gange så mange anmeldelser om skader på huse og fritidshuse, som i samme måned de to foregående år, viser en opgørelse fra Topdanmark.

Derfor kan ejere af huse og fritidshuse med fordel forebygge nye skader inden blæsten raser igen. Ved at tage trampolinen ned og flytte havemøbler, parasoller og grillen ind i skuret, kan ejerne forebygge skader, hvor flyvende genstande rammer personer, biler eller bygninger.

- Vi har endnu ikke haft en rigtig storm, men august var i perioder meget blæsende og de seneste år har vi oplevet flere storme. Derfor er det en rigtig god idé at give huset og haven et lille eftersyn, inden stormsæsonen for alvor tager fat, siger salgschef Michael D. Sørensen hos Topdanmark i Thisted.

Stormsikring af huset behøver ikke at være besværligt, og husejere kan spare sig selv for både udgifter og ærgrelser, hvis de gennemgår deres hus og tjekker om træværk, tagrender og tagsten sidder godt fast.

- Et godt sted at starte er på taget. Tjek for eksempel, om der er tagsten, der mangler, sidder løst eller skal skiftes ud. Gå også haven igennem for at sikre, at der ikke står løse genstande som grill, havemøbler og trampolin. Pak trampolinen sammen, eller spænd den godt fast og sæt havemøblerne ind i skuret. Kraftige vindstød kan vælte selv tunge havemøbler og trampoliner, som kan ramme huset og parkerede biler, siger Michael D. Sørensen.

Har man store træer på sin grund, er det en god idé at tjekke dem. De store mængder regn, som er faldet over Danmark de seneste uger, gør jordbunden blød og øger risikoen for væltede træer, der let kan give skader på hus, bil og have.

- Hvis det har regnet meget, kan træer lettere vælte i stormvejr, fordi jorden omkring dem er blød. Det er derfor en god ide, at tjekke omkringstående træer, og fjerne rådne og løstsiddende grene. Er det et stort træ, kan man overveje at beskære det om efteråret, hvor risikoen for storm er større, men man bør sørge for at tjekke sin have og sine træer i roligt vejr.

Hvis stormen først er kommet, skal man blive inden døre af hensyn til sin egen sikkerhed, siger Michael D. Sørensen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...