SKAGEN: Skagen får sin første direkte flyrute til København til sommer. Det sker, når Nordic Seaplanes indfører sommerflyvning mellem hovedstaden og et af danskernes foretrukne feriemål. Flyvningerne med vandfly gennemføres i uge 29, den såkaldte ’Hellerup uge’. Man kan du flyve direkte med vandflyet fra Nordre Toldbod i København til Skagen, hvor man lander midt i havnen.

Det er århusianske Nordic Seaplanes, der normalt flyver i fast rutefart mellem København og Aarhus med vandfly, der lancerer sommerruten København - Skagen. I første omgang flyves der i uge 29.

- Vores traditionelle kunder er forretningsfolk, og mange af dem holder ferie i juli. Derfor var vi på udkig efter en destination, hvor vi kunne opfylde et behov for flyvninger,” siger Lasse Rungholm, direktør i Nordic Seaplanes.

- Skagen er et utroligt smuk sted og tiltrækker hvert år mange københavnske gæster, især i uge 29. Derfor så vi potentialet i at tilbyde flyvninger til dem, der gerne vil slippe for 6-7 timer på motorvejen eller spare de 3-4 timer turen tager, hvis man flyver til Aalborg,” siger Lasse Rungholm.

Der bliver afgang fra Københavns havn klokken 18.15 og ankomst i Skagen klokken 19.15. Det betyder, at man kan nå sit eftermiddagsmøde i København og stadig nå at se solnedgangen ved Ruths Hotel. For de gæster, der allerede er i Skagen, bliver der hver aften mulighed for at tage en sightseeing-tur med flyet.

- Når vi har fået passagererne fra København i land, tilbyder vi en 20 minutters rundflyvning over Skagen, ned over Råbjerg Mile og Den Tilsandede Kirke og retur. Jeg kan godt garantere, at det bliver den mest Instagram-egnede udflugt, du kan komme på i Skagen til sommer,” siger Lasse Rungholm.

Hos Turisthus Nord, den fælles turistorganisation for Skagen, Frederikshavn og Sæby, glæder man sig over nyheden om den direkte forbindelse fra København til sommer:

- Nu bliver det endnu nemmere at komme hertil, og jeg håber selvfølgelig, at flyvningerne bliver en succes, så de på sigt kan udvides til hele sommeren,” siger René Zeeberg, direktør i Turisthus Nord.

”Uge 29 er blevet et fænomen i den danske sommer, som vi aldrig har markedsført. Det er jo nærmest blevet en tradition helt af sig selv, og at vi nu får direkte flyforbindelser fra København i uge 29 understreger jo bare, hvor populær Skagen er. Sammen med de mange investeringer i nye hoteller, som vi kan glæde os over, så tegner det et billede af en meget spændende fremtid for turismen i Skagen, siger René Zeeberg.

FAKTA:

Turen tager kun 1 time, og selve flyveturen er en oplevelse i sig selv. Du lander midt i havnen og forude venter alle de oplevelser byen byder på.

Fartplan

Gældende mandag den 15. juli - fredag den 19. juli.

København afgang kl. 18.15, ankomst Skagen 19.15

Skagen afgang kl. 06.45, ankomst København 07.45

Pris enkelt billet inkl. 6 kg bagage 2.900 kr.

Pris enkelt billet inkl. 23 kg bagage 3.600 kr.

Sightseeing-ture i Skagen – afgang fra Skagen Havn

Mandag 15. juli kl. 19.45

Tirsdag 16. juli kl. 19.45

Onsdag 17. juli kl. 19.45

Torsdag 18. juli kl. 19.45

Fredag 19. juli kl. 19.45

Lørdag 20. juli kl. 11.00 og kl. 12.00

Pris 697 kr. Bookes og betales på seaplanes.dk

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...