Flere end 75 diskuterede den fremtidige anvendelse af Skolemarken

SKAGEN: Kommunen havde sammen med en række lokale aktører inviteret interesserede skagboer til borgermøde mandag 9. september på Kappelborg med overskriften ”Hvordan skaber vi mere liv på Skolemarken”.

Der var stor interesse i at komme med forslag til udviklingen af Skolemarken og omkring 75 var mødt op og tog del i idé-udvekslingen.

Borgmester Birgit Hansen, der bød velkommen, indrømmede at man endnu ikke har fået landet den rigtige ide for området.

- Jeg har en følelse, at der er mere potentiale i Skolemarken end som den står lige nu, lød det fra borgmesteren, som dermed understregede hvorfor der er blevet indkaldt til idemødet.

- Forhåbentligt kommer der en masse gode idéer til, hvad der kan være på Skolemarken fremover, lød meldingen.

Allan Kastor, formand for Foreningen for Skagens levende byrum, fortalte lidt om de tiltag der blev iværksat med legepladsen og skaterbanen, som er blevet en flot aktivitet i bybilledet og kom også ind på, hvad Skolemarken kunne indeholde.

Tove Varmløse Malmberg fra Udvikling og Erhverv, og teamet bag, stillede spørgsmålene: Hvad skal Skolemarken bidrage til Skagen med? Hvad vil vi gerne ha´? Hvad vil vi ikke ha´?

Ved cafébordene blev der diskuteret og debatteret og snakket livligt. Der blev lavet posters med idéer til hvad arealet skulle indeholde og til sidst blev de sat op på kulturhusets væg.

Der kom mange gode forslag til udnyttelse af arealet, bl.a. madpakkehus, beplantning der kan give læ, udendørs træningsredskaber, skøjtebane, vandkunst, åndehul for lokale og turister, toiletter, skraldespande og m.m. Listen var lang og idérig, så der bliver noget at arbejde med.

De fleste var enige om at boliger og P-pladser, ikke var en god idé på pladsen.

Idéerne bliver nu samlet og bearbejdet af de involverede initiativtagere.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...