Danmark er selvfølgelig med og vandt deres første kamp stort

Torsdag var første kampdag i den fire dages VM kvalifikationsturnering i floorball, som afvikles i Arena Nord. Otte nationer kæmper om de tre pladser som giver deltagelse til VM i december.

Danmark spiller i gruppe B mod Island, Storbritannien og Estland. Første kamp mod Island blev spillet torsdag kl. 16.00 og her vandt Danmark, helt som ventet, over Island med 12-4. Estland vandt den anden kamp i puljen med 17-1 over Storbritannien.

Danmark møder Estland fredag aften kl. 19 og det bliver en virkelig afgørende kamp for Danmark.

På det danske hold er Frederikshavn flot repræsenteret med fem ”lokale” spillere. Andreas Glad, Jesper ”Fisk” Schmidt og Kasper Kajgaard der spiller i Blackhawks, Daniels Nygaard som spiller i Stenløse og Jonas Norheim der spiller i Sverige hos FC Helsingborg.

I Gruppe A mødes Sverige, Polen, Slovenien og Ukraine. Svenskerne er tidligere verdensmestre og det bliver en helt fantastisk mulighed, for at se absolut top floorball. I Svenskernes første kamp torsdag aften viste de deres klasse og besejrede Ukraine med hele 27-1. I den anden kamp i gruppe A vandt Polen over Slovenien med 6-5.

Gruppekampene fortsætter de næste to dage og søndag kl. 10 spilles kampen om at førstepladsen i kvalifikationen. Kampen om 3. og 4. pladsen søndag kl. 13.00 bliver meget spændende, da det kun er det vindende hold, der kvalificeres til deltagelse i VM.

Det er helt fantastisk at være med til at arrangere sådan her et internationalt stævne. Det giver lige en ekstra dimension, at der kommer otte forskellige nationer i Arenaen fortæller Per Malmberg fra Arena Nord. Vi har et utrolig godt samarbejde med floorball Danmark, som står for arrangementet i samarbejde med Frederikshavn Blackhawks.

Vi sætter stor pris på at være med til at promovere byen og vise vores værtsskab. Og det er jo et super arrangement for hele byen, med masser af overnatninger og aktiviteter. Fredag kommer der fx 1.200 skoleelever for at spille en miniturnering i skolehallerne og for efterfølgende at se floorball landskampe. I denne uge har de arbejdet med floorball i skolen og har bl.a. lavet flotte designs på spilletrøjer – som alle kan ses her i foyeren.

Lørdag spilles der motionsfloorball stævne i skolehallerne, så vi når hele vejen rundt.

Nu håber vi at rigtig mange Frederikshavnere vil komme i hallen for at støtte Danmark, og for at opleve de svenske stjerner siger Per Malmberg.

Kampprogrammet kan ses på arenanord.dk.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...