SKAGEN: Hvis du gerne vil spille badminton på hyggeniveau og ikke altid har den nødvendige tid på grund af skiftende arbejdstider eller andet? Hvad gør du så? Skagen Badmintonklub har måske svaret med projektet FlexiFjer i badmintonhallen i Skagen Sportscenter.

For to sæsoner siden startede klubben et nyt initiativ op. Trods en svag start, er det gået stille og roligt fremad og er nu en stor succes.

Hvad er så FlexiFjer? Det fortæller den mangeårige træner og badmintonlegenden, Bent Ledet om:

- FlexiFjer har vi hver tirsdag fra kl. 18.00 – 20.00, 2 timer delt op på timebasis. Her kan man møde op med ketcher og få en badmintontime sammen med andre og få et uforpligtende motionstilbud. Der er måske 2, der vil spille single eller man er 4 til en double. Man betaler 40 kr. på mobilpay pr. gang man møder op, fortæller Bent Ledet.

Der er tit fyldt op på de 6 baner i hallen, hvor det mest er double der spilles. Det er typisk motionister som ikke har spillet i lang tid, som har fået lysten til spillet tilbage.

- Flere har ikke har spillet i 20 – 25 år, og med tilbuddet er de kommet til at spille igen. Naboer tager en aften, hvor de først har spist sammen, så en tur på badmintonbanen og så hjem til en kop kaffe. Vi ser mange polakkere og rumænere, der arbejder på værftet, samt folk fra havneudvidelsen, som tager et spil i hallen, siger Bent Ledet.

Bent Ledet der var med til at bygge projektet op, fortæller at der ingen undervisning er sådan en aften, det skal være ren hygge og samvær med andre. Han er selv i hallen omkring 19-tiden, hvor han kan hjælpe eller svare på spørgsmål.

Denne tirsdag aften Skagen Onsdag var på besøg, havde 4 unge gutter fra Skagen fundet vej til hallen med fjerbolden og ketcher og hyggede sig med en double.

- Vi kommer for at være sammen med vennerne. Det er ikke så meget for træningens skyld, men for hyggens skyld. I stedet for at betale for en hel sæson, så passer det her bedre ind i vores hverdag, hvor vi har arbejde og skole, siger Lasse, Peter, Emil og Theis.

Bent Ledet fortalte, at i forbindelse med badmintonklubbens firmaturnering sidst i februar, var de 3 tirsdage inden turneringen, fyldt op med motionister der lige skulle smugtræne inden turneringen.

Bent Ledet har været med i 54 år i badmintonklubben, heraf 34 år som formand, som nu er overladt til hans datter Dorthe Ledet. Han sidder dog stadig i bestyrelsen.

Skagen Badmintonklub har et andet projekt, som er for alle mellem 4 og 9 år. Det er Miniton og her bydes børn ind om lørdagen fra 10 til 11.30 sammen med deres forældre. Her er samme princip, hvor man betaler 30 kr. pr. gang. Ketcher og fjerbolde er naturligvis en vigtig del af Miniton, men børnene leger også med andre redskaber og har en stor leg i sjove aktiviteter. Her er kravet, forældrene skal deltage sammen med børnene.

- Det er helt fantastisk at se hvordan børnene nyder, at være sammen med deres forældre og se de hygger sig i de forskellige aktiviteter, siger Bent Ledet.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...