SKAGEN: En tryllekunstner som både er sjov og i stand til at lære børn og voksne om fugle. Eller en tur op ad de over 200 trapper i Det grå fyr, hvor de besøgende undervejs får fakta at vide om fugle skrevet på et trappetrin. En god idé for så kan vi lige kan stoppe og få vejret, før vi når op i de 46 meter høje fyrtårn og oplever en hel formidabel udsigt ud over hele Skagen Odde: De to have mødes på Grenen. Bakkerne ved Frederikshavn, Vippefyret, Sømærket i Gl. Skagen. Alt kan vi se tydeligt på denne klare vinterdag.

Trylleshow og trapper - Det er nogle eksempler på, hvad Det grå fyr Center for trækfugle også kan.

Centret åbnede i maj 2017 med en flot interaktiv udstilling om trækfugle og kernen i centret er fuglene, men rammerne er til flere aktiviteter især for familier.

Det skal den nye leder af stedet gøre noget ved.

Naturstyrelsen har for nylig ansat Lene Kappelborg som leder af Det grå Fyr, og en af de ting, hun skal være med til, er at skabe aktiviteter for det brede publikum. Dansk Ornitologisk forening, der driver Skagen Fuglestation og blandt andet ringmærker fugle, vil fortsat arbejde med den videnskabelige del, og Lene Kappelborg og lederen af fuglestationen Simon S. Christiansen kommer til at dele kontor og samarbejde tæt, så det videnskabelige og aktiviteterne kombineres til glæde for det brede publikum.

Lene Kappelborg har tidligere været direktør i Turisthus Nord, og var den gang med til at konkretisere planerne for et Center for Trækfugle.

Men faktisk er hendes egen fascination af Det grå Fyr skabt i barndommens Skagen, hvor hun og to veninder klatrede op ad de mange trapper i fyret og spiste deres madpakker på toppen af verden. Som voksen har hun siddet på søndage og solgt billetter til Det grå fyr, da det blev drevet af turistforeningen.

Der er ingen tvivl om, at hun elsker stedet, og er begejstret over at have fået jobbet.

- Kig dig omkring, her er megafedt, når man er glad for naturen, som jeg er. I dag er der stille og sol, forleden var bølgerne kæmpestore og det blæste herude. Da jeg så kom ind i byen var der nærmest ingen vind.

Kom inden for i varmen

Masser af mennesker går ture i området, og fyret ligger lige over for Grenen Sporet, som mange benytter året rundt også her om vinteren.

Lene Kappelborg ønsker, at flere skal kigge ind i den gamle fyrmesterbolig og nyde en kop kaffe og en æblekage. Her er der nemlig åbent, når cafeen holder vinterlukket.

- Og vi vil i første omgang som forsøgsordning også sælge billetter kun til fyret. Mange har spurgt på at komme op i fyret og har ikke vidst, at der var en fortælling i huset. Det er dog fortsat den fantastiske udstilling, der er hovedattraktionen.

Lene Kappelborg har planer om at fyrets historie bliver en større del af den samlede fortælling ikke i udstilling men i aktiviteter. Cafeens gårdhave ligger for eksempel fantastisk med udsigt over vandet, og i det hele taget er der plads til aktiviteter både ude og inde.

- Vi kunne holde fastelavn, hvor man slog halen af fuglen, siger hun.

Og for det voksne publikum drømmer hun om en klassisk koncert.

- Der skal flere mennesker herud, og vi skal også have et samarbejde med frivillige. Stedet kan en masse og har masser af potentiale.

Det grå fyr og fyrmesterboligen har dog også begrænsninger. Fyret er fra 1858 og både det og de omkringliggende bygninger er fredet. Så man kan ikke lige sætte et stort nyt vinduesparti i eller bygge til.

Men her handler det heller ikke ret meget om mursten. Det handler om stemning og naturens storhed.

- Og så handler det om trækfugle og fuglelivet.

- Det gør et eller andet ved at være sammen med mennesker, der er så begejstrede og ved så meget om fugle. Jeg er i hvert fald blevet betaget og fanget ind af al den viden om fugle, der er her, og at vi selv kan se fuglene lige ud på Grenen. Skagen er bare et enestående sted at se på trækfugle og det vil vi gerne have flere til at opleve.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...