Superlativerne stod i kø og blev til fulde indfriet på Kappelborg

Af Hanne Albæk

SKAGEN: Der er meget, der rimer på Wandt - eksempelvis gigant, debutant, flamboyant, diamant, brilliant, diskant og variant.

Den årlige nytårskoncert i Skagen - den syvende i rækken - levede op til striben af superlativer, som solist og konferencier “på med vanten” Jens-Christian Wandt manede frem fra start.

- Den hidtil bedste nytårskoncert, lød det fra begejstrede publikummer efter dagens sprudlende program.

Det kræver sin solist, korsanger og musiker at præstere hele tre ens koncerter til topkarakter på en og samme dag, men Klitkorets 50 sangere, Det Jydske UnderholdningsOrkester og Nordjyske Strygere leverede varen overfor de tre omgange 180 publikummer, der er plads til i den intime sal, og i skiftende pompøse opsætninger sammen med solisterne.

Virtuos på campingferie

Temaet var i år solisternes lokale tilknytning og danske sange og operettetoner.

Hovedsolisten og violinisten af Guds nåde, Kim Sjögren, der med forældrene tilbragte sine barndoms somre på campingferie i Skagen, leverede ikke kun sublimt violinspil, men optrådte også som ren stand up komiker.

Kim Sjögren fyrede til publikums udelte begejstring en byge af sjove og ikke altid lige stuerene vitser af sig mellem Gades “Tango Jalousie” og Taube-viserne i samspil med UnderholdningsOrkestrets dirigent Vagn Egon Jørgensen på harmonika.

Morsomst var dog hans helt utrolige kindposemimik samtidig med, at han leverede sprudlende sigøjnermusik.

- Når Paven begynder at se ung ud, så er det fordi man selv er ved at blive gammel, konstaterede virtuosen, der ikke kan beskyldes for brug af hverken botox eller ansigtsløftninger.

Toppen af kransekagen

- Jeg tror ikke, det bliver meget bedre end det her, toppen af kransekagen, det må aldrig høre op, konstaterede en ydmyg Mads Toghøj efter med Klitkor og orkestre i ryggen at have leveret sin selvkomponerede hyldest fra sin nyeste cd til Skagen: “Min barndomsby”, fulgt af hans melankolske “Stille morgen” og sin morfars, FiskerThomas’ lige så stemningsmættede kendingsmelodi “Anna Lovinda”.

Herefter fulgte tre medrivende sange fra operettens verden med Jens-Christian Wandt som Floridor&Celestin, og sopranen fra Strandby, Lise Robenhagen Hjørne, som frk. Nitouche.

Den velsyngende konservatorie-studerende med den skønne naturlige performance fik forinden som den første overrakt Kulturhus Kappelborgs pris til unge sang- og/eller musiker-talenter.

Og som altid bød koncerten i starten på Klitkorets og Tove Therps “Skagen - det bedste sted på jord” og sluttede med fællessang, Holger Drachmanns “Erindring”, Lumbyes “Champagne Galop” og Strauss’ “Radetzky March” - og også med et løfte om yderligere syv fremtidige nytårskoncerter.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...