SKAGEN: Skagen Bio har tirsdag i næste uge, 28. juli, premiere på en film, der er præget af drama og country-musik.

Det er den engelske film Wild Rose, som er med i Biografklub Danmark.

Rose-Lynn har en blakket fortid og en fabelagtig stemme.

Selvom hun er født og opvokset i Glasgow, brænder hun for den upolerede countrymusik fra USA, der består af tre akkorder og sandheden om livet.

Hendes store drøm er at flytte til Nashville og slå igennem som sanger, men drømmen om at stå på The Grand Old Opry med skinnende cowboystøvler og eget band, synes meget lang væk, når man bor i Skotland, er alenemor til to og arbejder som rengøringskone.

Med hjælp fra sin chef, som skaffer Rose et møde med en legendarisk radiovært ved BBC og et par hårde verbale sandheder fra sin mor, Marion (Julie Walters), er Roses vej til lykken måske kortere end hun tror.

Rose spilles af stortalentet Jessie Buckley, der har begejstret publikum og anmeldere verden over med sin autenticitet og fremragende sangstemme.

Wild Rose er en film om familie, livsdrømme og musik, der kommer direkte fra hjertet.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...