Dronningen kommer til Skagen Bio

SKAGEN: Skagen Bio præsenterer i næste uge to film som har det til fælles, at det er en kvinde, der er i centrum.

Tirsdag aften 23. april er der premiere på den amerikanske film On the Basis of Sex, og kvinden i centrum er den nu 85-årige højesteretsdommer Ruth Bader Ginsburg, som i filmen spilles af Felicity Jones.

Filmen følger Ginsburgs rejse fra at være en af de få kvinder indskrevet på den prestigefulde Harvard Law School til at føre en skelsættende sag om kønsdiskrimination for den amerikanske appelret.

Undervejs kæmper hun for at finde en plads i et mandsdomineret juridisk system, mens hun skaber en familie med sin kærlige mand, Marty (Armie Hammer).

Ruth Bader Ginsburg er for mange en af nutidens store inspirationskilder og har, igennem sine utallige kønskampe i en mandsdomineret verden, opnået kultstatus.

Hun mødte kønsdiskrimination i samfundet, på universitet og i den skrevne lov, og med sin Harvard-uddannelse har hun forsøgt at ændre systemet indefra i sine foreløbige 25 år i det amerikanske retssystem.

Det lykkedes hende at sætte sit præg på loven, da hun mod alle odds, opnåede sin største drøm om at ændre den amerikanske forfatning, så det blev ulovligt at forskelsbehandle på baggrund af køn.

Dronningen

Torsdag 25. april er der premiere på det danske drama Dronningen med Trine Dyrholm og den unge svenske skuespiller Gustav Lindh i de dominerende roller.

Anne regerer med stor myndighed i sit eget liv. Hun er succesfuld og kompromisløs i sit virke som advokat og lykkelig gift med lægen Peter, med hvem hun har to døtre.

Men da hun forfører sin 17-årige stedsøn, Gustav, sætter hun alt over styr.

Dronningen er en fortælling om begærets pris og løgnes magt og er et portræt af et menneske, der drages mod et valg med uoverskuelige konsekvenser.

Filmen, som er med i Biografklub Danmark, er blevet rost af både anmeldere og publikum, og den har allerede høstet hæderspriser på internationale filmfestivaler. Den vandt publikumsprisen på både Sundance Film Festival og Gøteborg Film Festival. I Gøteborg vandt filmen desuden prisen som bedste nordiske film og Trine Dyrholm prisen for bedste skuespilpræstation.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...