Vær med til at fejre De Dødes Dag

SKAGEN: De Dødes Dag eller Día de los Muertos er temaet på dit lokale bibliotek denne efterårsferie. De Dødes Dag er mexicanernes svar på Halloween og frem for alt en livsbekræftende fest for de døde. Her fejrer mexicanerne de dødes liv med musik, farver, lys og fest.

For nylig var hele Danmark i landesorg, da den højst elskede musiker Kim Larsen døde af prostatakræft. Nyheden blev vist på forsiden, spisesedler, i Facebookopslag og på gadehjørner og ingen var i tvivl om, hvor meget den folkekære musiker betød for folket.

Så nemt er det ikke altid at dele og udtrykke vores sorg, når vor nære og kære afgår ved døden, her kan det blive sværere at sørge og sværere at mindes det liv der er borte - ikke mindst for børn.

I Mexico har de en anden tilgang end herhjemme. Den minder måske lidt om den tilgang man havde tilbage i romantikken for 200 år siden, hvor sorg viste indsigt, dybde og erkendelse.

I Mexico mener man, at man skal mindes de afdøde med farverige optog og udflugter til familiens gravsted, hvor alle spiser den afdødes livret og deler sjove historier fra personens liv. Denne tradition afholdes hvert år den 01.-02. november, og modsat den amerikanske Halloween, der handler om gys og gru, er den mexicanske tradition en hjertelig og festlig komsammen mellem de levende og de døde.

Temaet denne efterårsferie for børnene på bibliotekerne i Frederikshavn Kommune er derfor Día de los Muertos.

- Om mandagen den 15. oktober fra 10.00 til 13.00 forvandler vi syltetøjsglas til uhyggelige lysende lygter. Tag et syltetøjsglas med under armen (ellers har vi et ekstra) og kom ned og hyg dig på Skagens Bibliotek.

- Om tirsdagen den 16. oktober fra 10.00 til 13.00 laver vi de flotteste kraniemasker med mønstre, blomster og fine farver. Inspireret af den mexicanske tradition "De dødes dag" med dens dekorerede masker giver vi den gas på maskeværkstedet. Bestem selv om det skal være blomsterne, uhyggen eller de avancerede mønstre, der skal være i fokus på din maske.

Om onsdagen er der lukket for betjening, men torsdag den 18. oktober fra 10.00 til 13.00 kan børn (4-10 år) være med til at lave kranier i krympeplast.

- Vi laver kranier til nøgleringe, brocher og magneter. Man bestemmer selv, hvor uhyggelig den skal være, for det er dig, der styrer farveblyanten!

Alle dage i åbningstiden kan man komme ned og tegne og male.

- Vi har skabelonerne klar, så børn kan bare komme forbi. Alle aktiviteter denne efterårsferie på Skagens Bibliotek er gratis, så tag dit barn med til vores kreative aktiviteter i efterårsferien, og få et indblik i mexicansk kultur og tradition - og selvfølgelig døden.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...